Else stemte blankt: - ingen gider os

Frygter, at folk snart må gå fra hus og hjem

Else Wiese. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Else Wiese. Foto: Bo Lehm

SKARP-SALLING:- Der er jo ingen politikere, der gider os...

Else Wiese fra landsbyen Skarp-Salling i Vesthimmerland er snottet ovenpå en hård influenza. 

Det går over. 

Men det gør hendes frustration over politikerne ikke. 

Da hun i tirsdags stod på stemmestedet på Bakkeskolehallen lige uden for landsbyen, måtte hun kapitulere og smide en stemmeseddel uden kryds i stemmeurnen, mens hun slog ud med armene og kiggede valgtilforordnede Mads Krarup lige ind i øjnene.

Else Wiese kæmper en hård kamp for landsbyerne. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Else Wiese kæmper en hård kamp for landsbyerne. Foto: Bo Lehm

Hård kamp

Gennem flere måneder har Else Wiese kæmpet en hård kamp for de små landsbyer i Danmark, hvor beboerne i omkring 400.000 husstande med gasfyr sidder i en økonomisk saks. Varmepriserne er gået amok for gaskunder på grund af Putins invasion af Ukraine. 

Selvom priserne er faldet lidt igen, så er den stadig rivende gal.

- Jeg ved, at mange familier kæmper. Jeg frygter for, at det er et spørgsmål om tid, før de må gå fra hus og hjem, siger Else Wiese, der er indehaver af firmaet Regnskabsservice i Løgstør - men også formand for Visionsrådet i Vesthimmerland. 

I egenskab af det sidste var hun sammen med den lokale borgerforening initiativtager til et stort anlagt og hasteindkaldt borgermøde den første onsdag i oktober i Skarp Salling Forsamlingshus. 

Else Wiese er formand for Visionsrådet i Vesthimmerland. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Else Wiese er formand for Visionsrådet i Vesthimmerland. Foto: Bo Lehm

Her skulle der sættes fokus på de stigende gaspriser - og alternative varmekilder.

Borgermødet gav genlyd ud over det ganske land. Politikere i valgkamp dukkede op i landsbyen.

Gik på landsdækkende TV

Else Wiese blev på baggrund af initiativet til borgermødet inviteret i det ene tv-program og radio-program efter det andet - for at tale de affolkningstruede landsbyers sag.

- Jeg var så sikker på, at der ville komme hurtigt hjælp fra Christiansborg ovenpå det. Landsbyernes fremtid blev det store samtaleemne. For det her ville jo være dødsstødet til mange landsbyer, hvis ikke der blev gjort noget. 

- Alle kunne se, at familierne ville flytte, fordi de ikke har råd til at bo der. Husene bliver usælgelige, købmanden og skolen lukker. Byerne dør, siger Else Wiese, der - efter valg-røgen har lagt sig - hverken har set eller hørt noget fra politikerne.

Ruth og Hans Jørgen Svendsen, der er pensionister og bor i Skarp-Salling, stod i forbindelse med borgermødet frem. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Ruth og Hans Jørgen Svendsen, der er pensionister og bor i Skarp-Salling, stod i forbindelse med borgermødet frem. Foto: Lars Pauli

- De politikere, vi havde på besøg, lovede, at de ville tage emnet op på Christiansborg. Vi har endnu til gode at se hjælp til de høje varme- og energipriser,  siger Else Wiese, som understreger, at det haster.

- Alle ved, at der er et problem. Det er yderst akut. Vinteren kommer lige om lidt, men jeg hører ikke mere om hjælp landsbyerne.

Else Wiese frygter konkurser. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Else Wiese frygter konkurser. Foto: Bo Lehm

- Der er desværre udsigt til personlige konkurser, hvis vi ser ind i en vinter uden hjælpende hånd fra staten til de svageste i landsbyerne, siger Else Wiese, som valgte den blanke stemmeseddel og kørte hjem til Skarp-Salling, hvor det ifølge hende ser økonomisk stramt ud hos mange familier.

- Jeg kender jo ikke alle, men rigtig mange får alvorlige problemer. Måske halvdelen af byens husstande. Det er nok mit bud, og jeg har så ondt af f.eks. de ældre, der har knoklet hele livet. De sætter en ære i at kunne svare enhver sidst. 

- Det kan de ikke mere.

- De har bygget det her velfærdssamfund op, som vi har i dag med masser af goder, og så er der ikke rigtig noget at hente, når vi har den værste krise i mands minde. Det kan ingen være bekendt, siger Else Wiese, som selv har et af de huse i byen, hvor der ikke fyres med gas. 

Men det gør ikke hendes indignation mindre...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden