Ferieboliger

Feriehuse i Gatten udsolgt for første gang siden 1979

Nu er det ikke længere kun golfspillere, der køber sig ind i HimmerLand

Golfdirektør Thomas Nielsen: Der har været kæmpe interesse for husene, både blandt lokale købere men også fra udefrakommende. Privatfoto

Golfdirektør Thomas Nielsen: Der har været kæmpe interesse for husene, både blandt lokale købere men også fra udefrakommende. Privatfoto

For første gang siden 1979 kan HimmerLand nu melde udsolgt af de feriehuse, som ligger spredt rundt mellem golfbanerne på Lars Larsens Vej i Gatten.

Der er 336 huse i alt, og nu er de alle sammen afsat - til stor jubel for både golfdirektør Thomas Nielsen og bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg.

Det var husejerne, der i sin tid ejede og drev HimmerLand under en såkaldt anpartsordning under navnet Himmerland Golf & Country Club.

Siden da er mange golfbolde slået igennem luften, og HimmerLand har udviklet sig til meget mere end et golfresort.

Noget, der altså nu også kan ses på salget af de himmerlandske feriehuse.

Golfdirektør, Thomas Nielsen, som også står for kontakten til feriehusene, er i hvert fald ikke i tvivl om, hvorfor det netop er nu, man kan se en stigende interesse for HimmerLands feriehuse.

- En kombination af corona og en offentliggørelse af de investeringer og planer, som er lagt for HimmerLand, har gjort, at der virkelig har været gang i hushandlen.

- Der har været kæmpe interesse for husene, både blandt lokale købere men også udefrakommende, siger Thomas Nielsen og fortsætter:

- Det er ikke nødvendigvis folk, der spiller golf, som har købt feriehus. Det er i høj grad også familier, som ønsker et bredt udvalg af aktiviteter, som HimmerLand allerede tilbyder, og som vi kommer til at tilbyde i endnu højere grad i fremtiden.

Inden længe er det da heller ikke kun golfbolde, man kan se flyve gennem luften på Lars Larsens Vej i Gatten.

HimmerLand, som i forvejen huser minigolf, bowlingbaner, svømmehal og spaafdeling, er nemlig i fuld gang med at udvide resortet med padeltennisbaner, multihal til koncerter, håndbold og badminton, udendørs kunstgræsfodboldbaner og meget mere.

Bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg: Jeg gad godt, at jeg kunne have lavet opkaldet til min far om, at vores feriehuse nu er udsolgte, for det er jeg sikker på, han havde været meget stolt over. Privatfoto

Bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg: Jeg gad godt, at jeg kunne have lavet opkaldet til min far om, at vores feriehuse nu er udsolgte, for det er jeg sikker på, han havde været meget stolt over. Privatfoto

Hos bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, vækker det begejstring, at der er stor opbakning bag de investeringer, som bliver foretaget.

- Det er fantastisk med en så positiv stemning blandt både nye og gamle husejere. Og det er da rart at vide, at de investeringer, vi foretager os, bliver taget godt imod, siger Jacob Brunsborg og fortsætter:

- Jeg gad godt, at jeg kunne have lavet opkaldet til min far om, at vores feriehuse nu er udsolgte, for det er jeg sikker på, han havde været meget stolt over - det lover fantastisk for fremtiden.

Apropos fremtiden, så hviler HimmerLand ikke bare på laurbærrene - der er allerede er planer om at udvide arealerne til bebyggelse af flere feriehuse.

Tilgangen af husejere og en fremtid med endnu flere feriehuse, har også åbnet for en ny stilling til en gammel kending i HimmerLand.

For at omfavne og styrke kommunikationen mellem HimmerLand og de mange husejere, har HimmerLand nemlig pr. 1. juni ansat Anette Janner Mortensen som husejer-koordinator.

Anette er tidligere leder i receptionen i HimmerLand, og hun vil blive ansvarlig for at byde velkommen til nye husejere, besvare spørgsmål og koordinere tiltag med grundejerforeningen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.