Fiskesø frikendt for virus - nu kan der igen fanges ørred

Efter et 2021 med både nedlukning og karantæne er der nu endelig godt nyt for nordjysk fiskesø

Nu kan lystfiskere igen få ørred på krogen i Gunderup Fiskesø. Arkivfoto: Martin Glerup.

Nu kan lystfiskere igen få ørred på krogen i Gunderup Fiskesø. Arkivfoto: Martin Glerup.

GUNDERUP:Det er ikke småting, Gunderup Fiskesø har måtte udstå de seneste seks måneder. Først var butikken lukket fra 25. december til 1. marts, mens der var coronarestriktioner.

Så var det frygten for fiskevirussen IHN, der fik Fødevarestyrelsen til at sende de to fiskesøer i karantæne fra 8. juni.

Nu kan ejerparret Lene og Karl Emil Nielsen dog ånde lettet op.

- Vi har fået en god nyhed her i dag, fortæller Lene Nielsen.

De sidste af Fødevarestyrelsens prøver er nemlig kommet tilbage. Fiskene er testet negativ for virus, og derfor må søerne åbnes igen.

- Nu skal vi lige have det sort på hvidt fra Fødevarestyrelsen. Men vi har fået fisk i dag og regner med at holde åbent i morgen, siger Lene Nielsen til Nordjyske torsdag 29. juli.

Fiskesøen har været lukket, siden den kom i karantæne 8. juni. Det skyldtes, at der var blevet konstateret smitte med IHN hos deres fiskeleverandør. Virussen er helt ufarlig for mennesker, men er ekstremt smitsom blandt fisk.

Har tabt 500.000

Hos Gunderup Fiskesø er der blevet taget prøver af to omgange. Først blev der taget 22 fisk med til undersøgelse 1. juli. Ifølge EU-regler skal der dog testes 30 fisk. Derfor måtte yderligere otte fisk hives op af vandet tirsdag 27. juli.

Ifølge Lene Nielsen er det svært at sige præcist, hvad den halvanden måned lange karantæne har kostet dem. Men hendes bud er tæt på 500.000 kroner.

- Det begynder i hvert fald at nærme sig det beløb. Det er jo ikke kun fiskesøerne. Vi har også butikken, og den har også manglet omsætning. Vi har jo ikke solgt grej til put and take, siger hun.

På trods af de økonomiske omkostninger håber Lene Nielsen på, at deres faste kunder vil give et kig forbi, nu hvor søerne er åbne.

- Der er i hvert fald mange af dem, der har ytret sig omkring, at de vil komme, fortæller hun.

Nu ser de bare frem til åbningen. Tiden er dog ikke blevet spildt under karantænen. Der er blandt andet blevet klippet grøde for at gøre søerne helt klar til genåbningen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.