Politi

Drama ved omstridt stutteri: Kvinde kørt på skadestuen

En person blev påkørt af en bil og fik brud på en arm

Politiet har flere gange været til stede ved Stutteri Viegård i Skals - således også tirsdag aften. Dette foto er fra august 2023. 
Politiet har flere gange været til stede ved Stutteri Viegård i Skals - således også tirsdag aften. Dette foto er fra august 2023.  Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:38

Det er ikke første gang og sikkert heller ikke sidste. Tirsdag aften var Midt- og Vestjyllands Politi igen tilkaldt til Viegård Stutteri i Skals. 

Den første anmeldelse lød på fyrværkeri, og den næste lød på et færdselsuheld. 

Hvad der er op og ned i sagen, fortæller politikommissær Thomas Hald fra Viborg Lokalpoliti om her. 

Kl. 21.01 kommer den første anmeldelse. 

- Der får vi anmeldelse fra stutteriet om, at der bliver skudt med fyrværkeri. Det stresser hestene, siger Thomas Hald. 

Derefter går der knap tre kvarter, før den næste anmeldelse kommer. I mellemtiden er der opstået uro. 

- Hvad der foregår i mellemtiden, ved vi ikke. Men personer med tilknytning til stutteriet har blokeret vejen og persongruppen, der ikke tilhører stutteriet, vil køre væk. I den forbindelse bliver en kvinde med forbindelse til stutteriet ramt, fortæller han. 

Kvinden er 57 år, fra Viborg og får ifølge Thomas Hald et brud på en arm, som hun bliver behandlet for på skadestuen. 

- Hun står på privat grund. En personbil vælger at dreje ind på privat grund og rammer hende. Føreren er sigtet for at forvolde fare for liv og førlighed, siger han og tilføjer, at han ikke tror, føreren har gjort det med vilje. 

Føreren er en 20-årig mand fra Hobro, som ikke er tilknyttet stutteriet. 

Fandt fyrværkeri i bil

Politiet bliver tilkaldt til færdselsuheldet, som anmeldelsen lyder på, kl. 21.41. 

Da betjentene kommer frem og tager sig af sagen, finder de fyrværkeri i et køretøj, som ikke har tilknytning til stutteriet. 

- Det beviser ikke, det er dem, som har affyret fyrværkeriet, forklarer Thomas Hald og tilføjer, at ingen endnu er sigtet for fyrværkeriet. 

- Vi prøver at samle afhøringerne og ser, om der kommer flere sigtelser, lyder det.

Thomas Hald tilføjer dog:

- Den persongruppe, som ikke er del af stutteriet, har givet udtryk for, det er hestene man er der for. Så kan jeg undre mig over, der skal fyres fyrværkeri af.

Midt- og Vestjyllands Politi har i flere måneder efterforsket Viegård Stutteri, dels for anmeldelser om vanrøgt og overtrædelser af miljølovgivningen. Samtidig har stutteriet været centrum for en række demonstrationer. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden