KV21 Vesthimmerland

Først fik han sparket - nu børster han støvet af Glistrups gamle parti i Nordjylland

Fremskridtspartiet går på banen i Vesthimmerland og Region Nordjylland

Niels M. Christensen.

Niels M. Christensen.

VESTHIMMERLAND:Først skred han fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, siden blev han sparket ud af Nye Borgerlige.

Nu går Niels M. Christensen fra Vesthimmerland så i stedet på banen for Fremskridtspartiet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november.

Niels M. Christensen har med egne ord været med til at støve skelettet af på det gamle protestparti, og han har derfor valgt at stille op som kandidat for det til både kommunalvalget i Vesthimmerland samt regionsrådsvalget i Nordjylland.

Den 68-årige erhvervsmand fra Borregaard, der blandt andet ernærer sig ved skrothandel, har sagt ja til at stille op for det gamle liberalistiske parti, der i 1972 opstod som en populistisk græsrodsbevægelse omkring stifteren Mogens Glistrup, fordi han blev opfordret til det af nogle gamle kæmper fra hovedbestyrelsen i Fremskridtspartiet.

FREMSKRIDTSPARTIET VESTHIMMERLAND

Spidskandidat - og eneste kandidat - Niels M. Christensen.

Han er 68 år og bosat i Borregaard.

- Det er derfor, jeg har valgt at sige ja, lyder det fra Niels M. Christensen, der i januar i år blev ekskluderet af Nye Borgerlige. Det skete ”på grund af sprogbrug, vi ikke synes om at blive associeret med”, som Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i Nye Borgerlige, tidligere har forklaret.

En af de første

Niels M Christensen var ellers en af de første til at melde sig under Nye Borgerliges faner, da partiet blev stiftet i 2015.

- Jeg har selv endog meget svært ved at finde en troværdig forklaring på eksklusionen af Nye Borgerlige - og jeg tror heller ikke, andre har fundet den.

- Men nu er det sådan, det er. Jeg er videre - og skal ærligt sige, at jeg har overvejet at stille op til valget i november på min egen liste, men henvendelsen fra topfolkene i Fremskridtspartiet, der forsøger at genrejse det gamle parti til fordums storhed, gjorde udslaget.

Niels M. Christensen har både sagt ja til at stille op for partiet til valget i november og stille op til folketingsvalg, når statsminister Mette Frederiksen engang må udskrive sådan et.

Niels M Christensen er ikke i tvivl om, hvad der skal kæmpes for: Gennemsigtighed i den offentlige økonomi.

- Jeg synes, at alle kommunens og regionens økonomiske transaktioner skal lægges ud online.

- Så kan vi alle følge med i, hvad der sker. Det trænger der til at blive holdt øje med.

- Og så er jeg indædt modstander af en ny Egholm-linje. Vi kan spare 3,8 milliarder kroner ved i stedet at udvide den eksisterende motorvejslinje ved Aalborg.

- De sparede penge bør bruges til at udvide Aggersundbroen, så den kan tage dobbelt så megen trafik. Det vil gavne helt til Thy, siger Niels M Christensen, der tydeligt lader forstå, at han er tilhænger af decentralisering.

- Mit motto er: Magten væk fra Christiansborg og København, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.