Sammenstød: Hovedvej A13 var kortvarigt spærret
75-årig mand blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitets Hospital, mens hans 73-årige kone blev kørt med ambulance til hospitalet

Foto: Jan Pedersen
ST. BINDERUP: Et ældre ægtepar fra Skagen kom fredag ved 11-tiden til skade ved et sammenstød på Hovedvej A13 ud for t-krydset ved St. Binderup Kro.
Parret stødte i deres bil ind i anden bil - formentlig med omkring 80 kilometer i timen. Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Den ældre mand blev efterfølgende fløjet til Aalborg Universitetshospital med helikopter, mens kvinden blev kørt samme steds med ambulance. Begge var ved bevidsthed under transporten til hospitalet, oplyser vagtchefen.
Ingen af de to er i livstruende tilstand.
Bilisten i den modkørende bil, en 52-årig mand fra Herning, kom ikke alvorligt til skade.
Ifølge vagtchef Jess Falberg skete ulykken, da den 52-årige mand overså bilen med det ældre ægtepar.
- Han skulle krydse vejen og lave et venstresving. Da han krydser vejen, støder bilerne sammen. Han svinger til venstre og overser dem, oplyser vagtchefen.
Færdselsulykken skete kort før klokken 11, hvor Nordjyllands Beredskab også blev kaldt til stedet for at rydde op efter ulykken.
Hovedvejen var kortvarigt totalt spærret i begge retninger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.