Grønt lys for Danmarks største møllepark
Aalborg og Vesthimmerland får 36 store vindmøller op langs fjorden efter flere års forhandlinger med energiselskab og lokale borgere

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AARS/AALBORG:Værsgo: Byg I bare løs.
Sådan lød budskabet torsdag eftermiddag fra byrådet i Vesthimmerland, og dermed kan ansatte i energiselskabet Vattenfall godt begynde at smøge armene op.
Som ventet satte lokalpolitikerne punktum for flere års planlægning og debat om det, der står til at blive Danmarks største vindmøllepark.
En lokalplan og et tillæg til kommuneplanen fik det blå stempel, og da kollegerne i Aalborg Byråd mandag havde gjort det samme for deres del, er der intet lovmæssigt til hinder for, at de 150 meter høje generatorer snart kan rejse sig.
Stolt over samarbejdet
- Jeg er rigtig stolt over og glad for, at vi i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, Vattenfall samt borgerne i Nørrekær Enges Vindmølleforening er lykkes med at realisere et så stort projekt. Projektet sætter nye standarder for lokalt medarbejderskab og lokal forankring, siger by- og landskabsforvaltningens rådmand i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen.
Ventetiden værd
Møllerne vil kunne dække strømbehovet hos godt 100.000 husstande når de står klar.
- Det har været ventetiden værd. Med maksimal folkelig opbakning fra lokalområdet og et forbilledligt samarbejde med Aalborg Kommune, Nørrekær Enge Vindmølleforening og Vattenfall, sætter vi nu nye standarder, er bedømmelsen hos Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V).
Stor lokal forankring
Også hos områdets beboere er der glæde. Her organiserede mange sig i en forening for at sikre, at en pæn del af indtægterne bliver i området og kommer alle her til gode:
- Samarbejdsaftalen med Vattenfall giver mulighed for, at op mod halvdelen af møllerne i projektet bliver på lokale hænder. Det er en stor positiv interesse, der nu har banet vejen for muligheden for et lokalt forankret folkeligt medejerskab til vindmølleprojektet i Nørrekær Enge, fortæller Helge Christiansen, næstformand i Nørrekær Enges Vindmølleforening.
Anlægget er beregnet til at koste over en milliard kroner og erstatter en række ældre vindmøller i området.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.