Henning har fået nyt brev fra kommunen: - Det kommer jeg ikke til at sove bedre af

Vesthimmerlands Kommune har skrevet ud til beboere, der er truet med politiet

- Ja, det var nu ikke lige sådan en omgang bøvl, jeg havde drømt om, da jeg solgte mit 300 kvadratmeter store hus på Kong Haraldsvej i Aars for at få noget mindre, siger Henning Jørgensen, som i marts i år meldte flytning til kommunen. <i>Foto: Martin Damgård</i>

- Ja, det var nu ikke lige sådan en omgang bøvl, jeg havde drømt om, da jeg solgte mit 300 kvadratmeter store hus på Kong Haraldsvej i Aars for at få noget mindre, siger Henning Jørgensen, som i marts i år meldte flytning til kommunen. Foto: Martin Damgård

AARS:- Det er en super ærgerlig situation, som både du og Vesthimmerlands Kommune gerne var foruden. Du er grundlæggende kommet i klemme her og er helt uden skyld heri. Du får påbuddet, idet vi skal sikre din sikkerhed.

Sådan lyder det fra Vesthimmerlands Kommune, der nu igen har valgt at skrive ud til beboere i en række nye lejligheder i Grønneparken i Aars.

Det sker, efter Nordjyske forleden kunne fortælle, at beboerne var rystede over, at kommunen havde truet dem med politianmeldelse, hvis de ikke flyttede ud inden mandag 20. juni.

- Hvis du ikke flytter inden 20. juni, så kan sagen havne hos politiet. Med venlig hilsen Vesthimmerlands Kommune, lød det i brevet, som beboerne for nylig modtog - og fik 71-årige Henning Jørgensen til at stå frem med kritik af, at kommunen farede så hårdt frem mod lejerne i det nyopførte boligkompleks.

Det skete, efter kommunen har konstateret, at boliger på ejendommen er taget i brug uden at byggeriet er færdigmeldt, og uden at det har opnået den nødvendige ibrugtagningstilladelse.

Kommunen skriver i det nye brev, som Henning Jørgensen netop har modtaget i sin e-boks, at når han og de øvrige lejere har fået påbuddet, så er det ikke for at antage, at de har gjort noget forkert - men fordi udlejeren har gjort noget forkert.

En række beboere i nye lejligheder i Jyllandsgade i Aars har af kommunen fået besked på, at de skal flytte ud, fordi byggeriet ikke er godkendt endnu. <i>Foto: Martin Damgård</i>

En række beboere i nye lejligheder i Jyllandsgade i Aars har af kommunen fået besked på, at de skal flytte ud, fordi byggeriet ikke er godkendt endnu. Foto: Martin Damgård

18 nye boliger

Udlejer er Birgit Olesen, som står bag det nye byggeprojekt på den gamle børnehavegrund midt i Aars med i alt 18 nye boliger.

Hun har tidligere sagt til Nordjyske, at der ligger en såkaldt BBR-ejermeddelelse på nybyggeriet, og at det i mange andre kommuner, hvor hun har opført byggeri, plejer at være tilstrækkeligt til, at byggeriet er færdigmeldt - og beboerne kan flytte ind.

Hun har erkendt, at der mangler en statikerklæring fra ingeniør på de fire lejligheder (blandt andre Henning Jørgensens), men det problem ville kunne klares med en del-godkendelse fra kommunens side.

Det vil kommunen imidlertid ikke, og for nogle uger siden kom så truslen fra kommunen til lejerne om at overdrage sagen til politiet, hvis de ikke er ude 20. juni.

I det nye brev, der tirsdag aften havnede i Henning Jørgensens e-boks, skriver kommunen, at bygherre (Birgit Olesen, red.) ikke har fremsendt dokumentation, og det betyder, at kommunen som myndighed ikke ved, om bygningen er rigtig konstrueret og dermed heller ikke, om den er sikker at opholde sig i.

Der er 18 nye lejligheder. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Der er 18 nye lejligheder. Foto: Martin Damgård

- Derfor skal vi sikre os, at du flytter ud og ikke udsættes for en eventuel fare, understreger kommunen i brevet, der er underskrevet af Torben Mangaard Frandsen, som er afdelingschef.

Normalt sundt og stærkt

- Normalt er byggeri i Danmark både sundt og stærkt - mon ikke også at Jyllandsgade er det. Alligevel har det nu gennem en flere måneder lang dialog med bygherre - din udlejer - ikke været muligt at modtage den nødvendige dokumentation, skriver kommunen, som understreger, at man grundlæggende er kede af den gene, som situationen giver Henning Jørgensen - og kommunen håber til det sidste, at bygherre får fremsendt dokumentation, og at kommunen dermed kan godkende byggeriet.

Sker det ikke, så er det kommunens sidste mulighed at bede politiet om hjælp, lyder det i brevet, hvor det bliver slået fast, at hvis kommunen ikke har den dokumentation 20. juni, så bliver sagen videregivet.

Altså går til politiet.

Byggeriet ligger på en gammel børnehavegrund. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Byggeriet ligger på en gammel børnehavegrund. Foto: Martin Damgård

Sover ikke godt

Den melding får ikke Henning Jørgensen til at sove tryggere om natten - nærmest tværtimod.

- Jeg er bare så ked af den her situation. Jeg bliver nervøs, hver gang jeg åbner min e-boks, og der ligger noget fra kommunen. Jeg forstår altså ikke, at jeg overhovedet har kunnet flytte min folkeregisteradresse hertil i foråret. Der burde da dukke en advarsel op på deres skærm på rådhuset, som siger, at man ikke kan flytte ind i byggeriet, hvis det ikke er godkendt.

- Var det sket, så var jeg blevet boende i mit gamle hus, indtil tingene var i orden, siger Henning Jørgensen, der ikke har tænkt sig at flytte ud af sin nye lejlighed.

- Hvor skulle jeg flytte hen. Mit gamle hus er solgt. Politiet kommet til at slæbe mig ud.

- Jeg tør nu godt løbe risikoen - byggeriet ser fint ud. Og jeg er glad for min lejlighed. Jeg har indrettet mig med alle min ting, og jeg synes sådan set hellere, alle skulle bruge tiden på at få den her sag løst til lejernes fordel i stedet for at melde os til politiet og sidde og skrive breve til hinanden, siger Henning Jørgensen.

Usædvanlig

Torben Frandsen har tidligere sagt til Nordjyske, at han ikke kan mindes en lignende sag i Vesthimmerland.

- Det er helt specielt og helt usædvanligt. Og heldigvis da for det, lød det fra afdelingslederen, som synes, at Vesthimmerlands Kommune har været endog meget langmodig i forhold til at lade Birgit Olesen fremskaffe dokumenterne på byggeriet.

- Vi har ventet på dem i over et halvt år, og på et tidspunkt er vi nødsaget til at trække en streg i sandet, lød det fra Torben Frandsen, der i det nye brev til beboerne understreger, at kommunen juridisk ikke har andre muligheder end påbud overfor lejerne, når det ikke gennem dialog med bygherre er lykkedes at få den nødvendige dokumentation.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden