Jordskred ved hovedvej
Rute 13 er spærret i sydgående retning ved Store Binderup - og den vil være det indtil mandag
Opdateret kl. 16:47
ST. BINDRUP: Et opkald til alarmcentralen klokken 09.46 søndag formiddag satte straks det store beredskab i gang.
En bekymret borger var nemlig i tvivl om, hvorvidt hovedvejen mellem Sønderup og Viborg, Rute 13, kunne holde til den megen regn, der faldt på strækningen omkring Store Binderup i Himmerland søndag formiddag.
Opkaldet betød, at Vejdirektoratet valgte at spærre Rute 13, Viborgvej ved Gammel Viborgvej i sydgående retning.
- Der er spærret af på grund af trafiksikkerheden. Der er omkørsel via Gammel Viborgvej gennem Store Binderup, fortalte pressevagten hos Vejdirektoratet søndag middag.
På trafikken.dk forklares afspærringen med jordskred. Som billeder viser, er jorden skredet i kanten af vejen.
Der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår Rute 13 igen kan åbnes i sydgående retning, oplyser Vejdirektoratet.
Vejen vil som minimum være spærret resten af søndag og til engang mandag, hvor strækningen kan tilses.
Først derefter beslutter Vejdirektoratet, om det er sikkert at åbne vejstykket for trafik i sydgående retning.
Rute 13 er en vigtig hovedfærdselsåre mellem Nordjylland og Viborg, og der kører en del tung trafik på strækningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.