Alkoholafhængighed

Julebog skal hjælpe andre som Emma og Mikkel

Alice Schoppe, Farsø, skriver børnebog til fordel for Barnets Blå Hus Vesthimmerland

Alice Schoppe (t.h.) og terapeut Marianne Rose Dupont har sammen skrevet børnebogen og ”Emma og Mikkel i Barnets Blå Hus”, mens Alices mand, Samuel, har stået for illustrationerne. Privatfoto
Alice Schoppe (t.h.) og terapeut Marianne Rose Dupont har sammen skrevet børnebogen og ”Emma og Mikkel i Barnets Blå Hus”, mens Alices mand, Samuel, har stået for illustrationerne. Privatfoto

Som barn voksede Alice Schoppe fra Farsø op med en mor, der havde et alkoholmisbrug.

I dag banker hendes hjerte for, at endnu flere børn fra misbrugsfamilier får den hjælp, de har brug for.

Derfor har hun skrevet en helt særlig julebog, som støtter Barnets Blå Hus Vesthimmerland i Aars.

- Julen betragtes ofte som den tid på året, hvor børn og unge fyldes med glæde og gode forventninger, men der er desværre også en del børn i Danmark, der vokser op i familier, hvor utryghed og uvished præger julemåneden, påpeger Alice Schoppe.

Bogen ”Emma og Mikkel i Barnets Blå Hus” er blevet til i tæt samarbejde med terapeut Marianne Rose Dupont fra Barnets Blå Hus Vesthimmerland, og børnene, hun taler om, er de 122.000 børn i Danmark, som vokser op i en familie med en mor eller far, der har et alkoholmisbrug.

- Jeg vil rigtig gerne være talerør for børnene og gøre opmærksom på, at deres hverdag måske kan se anderledes ud end andres. At deres liv og måde at leve på ikke altid er forbundet med tryghed og vished. Julen er ikke kun glæde og pakker under juletræet, siger Alice Schoppe.

Bogen om Emma og Mikkel i Barnets Blå Hus er skrevet med udgangspunkt i Alice Schoppes egne oplevelser i barndommen.

Bogen er bygget op som en julekalender med 24 kapitler, men den kan i øvrigt læses året rundt, og illustrationerne i bogen har Alices mand, Samuel, stået for.

Håbet er, at historien kan være med til at give børn fra misbrugsramte familier nyt håb.

- Når man læser noget, man kan relatere til, kan man mærke det. Det giver håb. Når man som barn læser det, er der noget, man tør tro på. Jeg tror, at bogen kunne have gjort en forskel for mig. Bare det at vide, der er andre som en selv, samtidig med, at bogen konkret fortæller, at der er mulighed for at få hjælp, nævner Alice Schoppe.

I bogen reagerer søskendeparret Emma og Mikkel vidt forskelligt på, at deres far drikker, men en lærer opdager, at der er noget galt, og det ender med, at de begge får hjælp i Barnets Blå Hus.

- På den måde rammer historien rigtig meget ind i de arketyper, vi til daglig oplever i Barnets Blå Hus.

- Der er den overtilpassede og velformulerede pige og den udadvendte bulderbasse-dreng. De kommer fra samme familie, men deres reaktion på faderens svigt kommer forskelligt til udtryk, forklarer terapeut Marianne Rose Dupont og uddeler samtidig en stor buket roser til Alice Schoppe:

- Jeg har meget stor respekt for hendes måde at gribe det an på.

- Jeg synes, at det, at hun tør stå frem og inddirekte inddrage nogle ting fra sit eget liv er modigt.

- Det skal vi have mere af, for det er med til at nedbryde det tabubelagte, som vi stadig oplever i vores samfund.

Bogen om ”Emma og Mikkel i Barnets Blå Hus” udkom mandag 30. november og kan købes online via boghandlere som Bog & Idé, Saxo, Arnold Busck, Gucca og E-reolen.

Hele overskuddet fra bogsalget går til arbejdet med at hjælpe børn og unge i Barnets Blå Hus Vesthimmerland.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden