Julen bragte brag: Idrætsklub fik affaldscontainere sprængt i stykker

Politiet undersøger forlydender om, at sprængningen er vist på Facebook

Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

HIMMERLAND:Nytåret kom alt for tidligt til Farsø, da fire grønne affaldscontainere ved stadion på Jeppe Aakjærs Vej blev sprængt i stykker med fyrværkeri.

Farsø-Ullits Idrætsklub anmeldte hærværket på stadion og havde også været udsat for, at to affaldsspande var sprængt i stykker på Nørregade ved Søanlægget i Farsø.

Det skete juleaftensdag om eftermiddagen.

- Det forlyder, at en video, der viser sprængningen, er lagt op på Facebook, så det er jo lidt spændende, om vi kan bruge den til noget. Men vi har ikke set videoen endnu, fortæller politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi i Himmerland.

Natten til 24. december blev en postkasse på Jeppe Aakjærs Vej i Farsø også sprængt i stykker.

På Bygaden i Ravnkilde fik politiet onsdag aften en anmeldelse om, at der blev fyret med kanonslag og kørt på scootere til stor gene for beboerne, men patruljen fandt dog ingen af uromagerne.

En campingvogn på Østergade i Gedsted fik buler i taget, huller i venstre side og dækkene beskadiget mellem mandag kl. 12 og onsdag kl. 9.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.