Farvel: Kæmpe golfturnering rykker fra Himmerland
Farvel. Og - sandsynligvis - på gensyn om nogle år. Made in HimmerLand skifter ejer og søger ny hjemmebane og nyt navn til den store begivenhed et andet sted i Danmark.
Opdateret kl. 12:53
GATTEN: Dette års Made in HimmerLand bliver den sidste, der skal afholdes i Himmerland i denne omgang. Fonden bag har nemlig givet ejerskabet videre til selskabet Golfpromote, der også driver golfens Ecco Tour og den danske Challenge Tour-turnering.
Hvad den nye adresse bliver, er ikke afgjort endnu. Men der er interesse for at huse begivenheden fra flere klubber, der rækker de fire-fem år ud i fremtiden, som promotor og indehaver af Golfpromote, Flemming Astrup, har som horisont.
Brag af en afsked
Han lover, at afskeden med Himmerland i dagene 6. til 9. juli bliver et brag af en folkefest, lige som det var i turneringens første år:
- Teltbyen bliver tre gange så stor som i 2022, og vi får også et stort musikprogram med besøg af grupper som Smokie og Electric Light Orchestra. Vi har al interesse i, at det bliver en god afsked. Vi skal jo også ud at finde nye sponsorer, siger Flemming Astrup.
Hele det centrale hold, der har stået for Made In Himmerland de sidste år, fortsætter i det nye selskab. Og det er bestemt en mulighed, at turneringen vender tilbage til resortet i Gatten om nogle år, understreger Flemming Astrup:
En kæmpe tak
- Vi smækker bestemt ikke med dørene. Vi har vidst i en årrække, at vi måtte flytte, og vi skylder Lars Larsen Group og Fonden Made in Denmark Golf en kæmpe tak for samarbejdet – uden dem var det aldrig lykkedes. Men vi glæder os også over, at det er lykkedes os at lave en ny aftale med DP World Tour, og det bliver spændende at skulle stå helt på egne ben, siger han.
På HimmerLand Resort er administrerende direktør Mette Ravn da også meget positiv over de nye udsigter:
- I HimmerLand glæder vi os rigtig meget til at afholde den 9. Made in HimmerLand i juli. På denne måde kan vi sende golfturneringen rigtig godt videre ud i det danske land. Det er, og har været, en kæmpe fornøjelse at være vært for Made in HimmerLand, siger Mette Ravn således i et nyhedsbrev.
Flemming Astrup venter at præsentere turneringens nye navn og hjemsted, når dette års begivenhed ved Farsø er afviklet.
500.000 besøgende
I golfkredse spekuleres der meget i, at det nok bliver i Københavnsområdet eller Nordsjælland, turneringen slår bolde ud i 2024. Her er der - alt andet lige - et betydeligt større udbud af golfspillere og sponsorer end på egnen ved Limfjorden.
Made in HimmerLand har været afholdt siden 2014 og er en del af DP World Tour. Et enkelt af de følgende ni år har den været afholdt i Silkeborg, ellers har den boet på banerne ved landsbyen Gatten.
I løbet af de år, Made in HimmerLand har været afholdt, har omtrent en halv million publikummer besøgt turneringen, og der er blevet uddelt pengepræmier for tæt på 150 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.