Kasper fik PTSD efter udsendelse: Nu skal han repræsentere Danmark til internationalt sportsstævne

Voldsomme oplevelse i Afghanistan førte til, at Kasper fik PTSD. I dag hjælper sport ham på flere måder 

Kasper Bille Nielsen fandt unikt fællesskab, da han begyndte at dyrke sport med andre veteraner. 
Kasper Bille Nielsen fandt unikt fællesskab, da han begyndte at dyrke sport med andre veteraner.  Foto: Martél Andersen

AARS: Kasper Bille Nielsen fra Aars fik konstateret PTSD i kølvandet på en udsendelse til Afghanistan. I dag hjælper sport ham med at møde sine udfordringer. 

I april skal han til Holland og repræsentere Danmark i det internationale sportsstævne for veteraner Invictus Games. 

Han skal afsted sammen med et hold af veteraner, og sammen har de fået et unikt fællesskab. 

Invictus Games
  • Invictus Games er et internationalt sportsstævne for fysisk og psykisk skadede veteraner. Det er skabt af den britisk Prins Harry, og det løb første gang af stablen i 2014. Der bliver konkurreret i en række forskellige discipliner. 
  • I 2022 bliver det afholdt mellem 16. og 22. april i Haag. 

Udsendt til Afghanistan 

Kasper ville være soldat. Det vidste han allerede, da han gik i folkeskole. Det var den eneste vej, han kunne forestille sig.

Som 18-årig tog han et år som værnepligtig i Livgarden. Efterfølgende tog han en HF, før han startede på sergentskolen.

Kasper Bille Nielsen var udsendt et halvt år til Afghanistan. Foto: Martél Andersen

I 2009 blev Kasper udsendt til Helmand i Afghanistan i et halvt år. Det blev seks måneder, som forandrede ham for altid.

- Det var med jævnlige kampe og vejsidebomber som hverdag, fortæller Kasper. 

Han følte sig alene med det store ansvar, han havde som sergent. Hans opgave var at håndtere ruten og lede efter vejsidebomber. Kasper oplevede, at han flere gange stod i situationer, hvor han måtte træffe beslutninger, som lå uden for hans ansvarsområde. 

Mens han var i Helmand blev britiske soldater ofre for vejsidebomber, og hans eget kompagni havde også flere episode, hvor det var tæt på at gå galt. Han oplevede to gange på patruljer, at soldater trådte på vejsidebomber, som dog til alt held ikke gik af. 

Efter Kasper stoppede med at arbejde i Forsvaret, tog han en pædagoguddannelse.  Foto: Martél Andersen

Oplevelserne slap ikke taget

Lige da Kasper kom hjem fra Afghanistan, var han træt, men ellers følte han sig ikke tynget i første omgang. Men alligevel slap oplevelserne fra udsendelsen ikke deres tag i Kasper, som i perioden efter hjemkosten døjede med flere eftervirkninger. 

- Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var den samme, som jeg var engang. Ikke nær så glad, havde svært ved at finde glæde ved noget som helst, havde svært ved træffe beslutninger omkring helt simple ting, som hvad jeg havde lyst til at spise, for det virkede så uendeligt ligegyldigt, fortæller Kasper. 

I denne periode lukkede han sig mere ind i sig selv og havde svært ved at holde kontakten til venner. 

En dag var Kaspers kone til et oplæg om veteraner med PTSD, og der blev oplistet en række symptomer. Hun kunne se, at Kasper havde alle disse symptomer, og han gik med til at tage en snak med Veterancenteret. Det blev en øjenåbner for ham. 

Ti år efter sin udseendelse fik Kasper konstateret PTSD, og i 2019 blev han sygemeldt. 

Kasper fik konstateret PTSD ti år efter, at han var udsendt til Afghanistan.  Foto: Martél Andersen

Unikt fælleskab 

Mens Kasper var sygemeldt, hørte han om Invictus Games, og det tændte noget i ham. Han er generelt glad for sport, og han har i mange år være aktiv i den lokale fodboldklub. 

- Det var sku da egentlig fedt at komme ud og være aktiv og dyrke noget sport, samtidig med at man får lov til at bearbejde alle de her ting og udvikle sig retning, hvor man kan se lyset på den anden side, fortæller Kasper. 

Han søgte om at være med, og i september 2019 mødtes han for første gang til træning med de øvrige veteraner. Her fandt han hurtigt et fællesskab. 

- Det, at komme ind i en samling, hvor folk kender kulturen og jargonen og står med de samme udfordringer som en selv, jamen det gør bare en verden til forskel, og man kan slappe af på en helt anden måde, end man ellers kan i det civile, lyder det fra Kasper. 

Veteranerne er ifølge Kasper gode til at støtte hinanden, og han er sikker på, at han har fået venner, som han kommer til at holde kontakten med. 

- Det har virkelig været fedt at mærke, hvordan folk bare er åbne omkring deres udfordringer og er gode til at give et klap på skulderen, når de kan se, ved du hvad, du har sku udviklet dig, og du er kommet et skridt videre til en bedre hverdag, siger Kasper. 

I dag er Kasper kommet langt siden sin sygemelding i 2019, og han er kommet af med de mørke tanker. I 2021 startede han på arbejde igen. 

Til Invictus Games skal Kasper konkurrerer i svømning og siddende volleyball.  Foto: Martél Andersen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden