Katastrofal mangel: Allan har juleønske til 2,2 mio. kr.
Vil have åbnet pengekasse
LØGSTØR: Formanden for Løgstør Boligforening, Allan Møller Kristensen, har et lidt tidligt, men til gengæld enkelt juleønske.
Det lyder på 2,2 mio. kr.
Ønsket kan kun opfyldes af en eneste: Vesthimmerlands Kommune.
Løgstør Boligforening er nemlig i katastrofal mangel på boliger. Derfor er boligforeningen gået til kommunen for at få politikerne til helt ekstraordinært at åbne kommunekassen yderligere.
Onsdag skal politikerne i økonomiudvalget derfor tage stilling til, om boligforeningen kan få lov at sætte gang i opførelsen af 15 nye familieboliger på Norgesvej i Løgstør ved at sige ja til grundkapital på 2.189.000 kr.
- Det er helt vanvittigt. Vi har 330 lejemål i byen - alt er fuldstændig revet væk. Sommeren over har jeg i hvert fald sagt nej til mindst to familier om ugen, der gerne ville flytte i lejlighed i Løgstør. Vel at mærke folk udefra, siger Allan Møller Kristensen, der aldrig oplevet noget lignende.
- Men desværre har jeg måttet skuffe dem alle. Vi har ikke en ledig kvadratmeter, siger formanden, som derfor beder til, at politikerne frigiver ekstra de knap 2,2 mio. kr. i såkaldt grundkapital, så der kan sættes gang i byggeriet af de 15 nye boliger inden alt for længe.
Bygherremodel
Siger politikerne ja, så kommer det til at ske via en såkaldt bygherremodel.
Byggegrunden på Norgesvej i Løgstør er nemlig ikke til salg. Den er ejet af entreprenør Poul Erik Henriksen fra Løgstør, der for få måneder siden købte stedet. Her ligger der tomme boliger, som tidligere rummede, udviklingshæmmede.
Men Poul Erik Henriksens plan er at rive de gamle bygninger ned.
Han står til gengæld klar til at bygge nyt til boligforeningen via bygeherremodellen, der betyder at byggeriet uddelegeres fra den lokale boligforening til Poul Erik Henriksen, som herefter påtager sig at opføre og aflevere de almene boliger til boligforeningen.
Et projekt til knap 30 mio. kr.
Sagen er den, at Vesthimmerlands Kommune ikke har ledig grundkapital - den er båndlagt til andre projekter i årene frem til og med 2025.
- Men vi prøver alligevel. Mon ikke godt politikerne kan se fornuften i at få gang i nogle flere boliger i byen. For det er jo helt tosset, at vi ikke har et eneste sted, vi kan leje ud, når folk gerne vil flytte til byen og ind i en lejlighed i boiligforeningen, siger Allan Møller Kristensen.
Han fortæller, at planen er - hvis altså politikerne siger ja - at boligerne med både to- og tre-værelses lejligheder skal laves på en måde, så de henvender sig til en bred gruppe af lejere.
- Boligerne vil både appellere til seniorer, par, den lille familie, singler osv., hvorfor der lægges op til en blandet beboersammensætning, siger Allan Møller Kristensen.
Løgstør Boligforening har i forvejen flere afdelinger i området og kan derfor effektivisere driften og spare penge på sigt, fremhæver formanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.