Kim Ørsted Iversens øjne var fjerne et øjeblik. Så faldt svaret også.

Få kan på stående fod huske, hvem der boede i et givet husnummer på Aars hovedgade for 150 år siden. Men Kim Iversen kan. I hvert fald de vigtigste. Det lærer man, når man har haft professionelle øjne i byens arkiver i 12 år.

Kim Ørsted Iversen kendte stort set ikke Vesthimmerland, da han kom til Aars en martsdag i 2008. Men i 2020 har Kim Iversen udviklet sig til at blive områdets nok stærkeste historiske stemme.

Og Petrea Christensen - med adresse på hjørnet mod Kimbrertorvet, hvor Danske Bank lå og revisionsfirmaet Deloitte nu har hjemme - var en markant pioner, som var med til at sætte gang i Aars omkring 1870. Altså længe før jernbanen kom til i 1893.

To store bøger

- Der er rigtig meget historie i Vesthimmerland. Jeg er meget optaget af, hvordan jernbanen lavede et område helt om, fortæller Kim Ørsted Iversen.

"Museumsinspektør i nyere tid" lyder hans officielle stillingsbetegnelse, der gælder de sidste to-tre hundrede år. Den har han bestemt taget alvorligt.

Inden for lidt over et år har han sendt to store bøger på gaden. Først "Aars Lystanlæg" og lige før december jubilæumsbogen "Aars 150 år". En sag på over 400 sider, der efter 650 solgte eksemplarer er ved at blive trykt i andet oplag.

Historie

Glemt drama: Sure landmænd gjorde alt for at slippe af med Aars

26 større historiske artikler er det blevet til gennem årene. Dertil flere mindre. Og så er der det store arbejde, der er usynligt for offentligheden; Registrering af et utal af genstande, billeder og arkivalier, der konstant flyder ind i museet som en stille bæk af mails, breve og besøg.

Historien sover aldrig, og man skal være vågen og heldig for at fange vigtige ting, der ellers bare bliver smidt ud.

For eksempel har han og kollegaen Maria Clement Hagstrup allerede været ude at tale med minkfarmere om at få ting, der fortæller om dramaet omkring masse-aflivningen af pelsdyret, før det bliver en del af fremtidens historiebøger.

- Nogle bure til mink vil være godt. Dem kan man også bruge, hvis museet engang skal lave en udstilling, hvor mink skal indgå, nævner Kim Ørsted Iversen.

Kvik svigermor

Der lugter hverken af mink eller drama i hans nye kontor. Det blev i foråret flyttet fra museets trange kælder til lys og luft i den gamle lægekonsultation, der nu er del af museet.

Den fjerne forårsdag, der kom til at definere hans arbejdsliv er blevet - nå ja, historie. Her er historikerens historie:

- Det var min svigermor, der gjorde mig opmærksom på, at der kom en ny museumsleder på Vesthimmerlands Museum. Broder Berg, hed han, og ham kendte jeg fra Randers, fortæller Kim Ørsted Iversen i dag.

Rødder i Randers

- Jeg tog op til receptionen, da han startede. Han var glad for at se et kendt ansigt, og jeg spurgte om ikke han havde brug for en historiker. Det havde han, og så startede jeg kort derefter, husker Kim Ørsted Iversen.

Linket til Randers er ikke tilfældigt. Her er han er født og opvokset. Faren var lagerarbejder og moren syerske. Hvor den store interesse for historie kom fra, kan han ikke sige.

- Ingen af mine forældre gik særligt op i historie. Men når jeg skulle læse greb jeg helst en historiebog. Jeg var ikke så interesseret i romaner og den slags, erindrer han.

Skrev bog af

- Da jeg skulle lære at skrive på maskine - jeg skriver med to eller tre fingre - så skrev jeg Palle Laurings bog "Konger og dronninger" af. Så lærte jeg jo samtidig kongerækken, fortæller historikeren.

Palle Laurings bog er i øvrigt 496 sider lang.

Hvor kammeraterne måske tog ""Robin Hood", Ivanhoe" eller "Den sidste mohikaner" ned ad hylden, så skulle der fakta på siderne, før Kim Iversen rigtigt havde lyst til at læse løs. Ellers var han som de fleste i fritiden:

- Altså, jeg greb mest fat i cyklen og så cyklede jeg sammen med vennerne ud til den nærmeste grusgrav, hvor vi legede krig, eller til sportspladsen, hvor vi spillede fodbold. Sådan gjorde vi jo dengang, der ikke var ipad og mobiltelefoner, siger den 42-årige familiefar.

At der har eksisteret en tidsalder uden elektronik har de to sønner i hjemmet i Hobro svært ved at forstå. Men nutiden er glemsom. Det har den altid været.

Det rigtige valg

I gymnasiet var historie Kim Ørsted Iversens bedste fag. Men der skulle et par sabbatår med skiftende job til inden han valgte det som livsvej.

- Jeg kom ind på studiet på Aalborg Universitet. Det viste sig at være det rigtige for mig, siger han.

Under studierne boede han fortsat i Randers. Da studiet var færdigt - med et speciale om købmænd i Randers i 15-1600-tallet - var det også det første sted, han fik arbejde.

Blandt andet til et halvt år som koordinator på museet Gammel Estrup øst for Randers, hvor han sammen med 70 frivillige skulle skrue et marked fra 1700-tallet sammen. Noget han hverken har prøvet lignende før eller siden.

- Der var mange erfarne frivillige. Meget af det praktiske gik derfor næsten af sig selv. Det var en spændende måde at arbejde på, og jeg arbejdede med organisationen, søgte penge hjem og den slags, fortæller han.

Krav til fortiden

Han oplever interessen for historie i Vesthimmerland som stor.

- Det fortæller blandt andet om den egn, du bor på. Folk er altid interesserede i at høre om, hvem der har boet i et hus før. Som i Himmerlandsgade 73. Vi får ofte besøg af tilflyttere der spørger om det sted, de er kommet til, fortæller han.

Fortid er en af de få ressourcer, bliver der hele tiden mere af. Derfor stiller museet særlige krav til ting, der skal bevares.

- De skal være brugt eller lavet i Vesthimmerland. Vi skal vide noget om brugen af genstanden, og allerhelst hvem der har brugt den og i hvilken sammenhæng. Kan der findes billeder af brugeren med genstanden er et stort plus, lyder opskriften.

I museets magasin ser man hvorfor. Her står for eksempel fire gamle smørkærner, der dækker museets behov for den slags. En stabel bibler er der også. En trækvogn for Løgstør Avis er næsten historie i sig selv. Man kan også finde et minde om et sølvbryllup i 1945.

Man ved aldrig...

Kim Ørsted Iversens telefon ringer. En skole rydder op og har fundet gamle skolebøger. Var det noget?

- Vi modtager kun undtagelsesvis bøger. Vi er mere til ting fra hverdagen, der viser noget om, hvordan man har levet før, forklarer Kim Iversen.

Og lover alligevel at tage hen og kigge. Der kunne jo være nogle detaljer ved bøgerne, der gjorde dem til noget særligt. Man ved aldrig...