Kimbrerskuet 2020 bliver gennemført

Arrangører udvider skue fra to til tre dage og stiller sig på forhånd tilfredse med højst at kunne samle 1400 personer samtidig

Det turde nu ligge fast, at Kimbrerskuet 2020 bliver gennemført - men i lyset af corona-krisen bliver skuet i år udvidet fra to til tre dage, så publikum og dyreudstillere bliver spredt over en længere periode. Privatfoto

Det turde nu ligge fast, at Kimbrerskuet 2020 bliver gennemført - men i lyset af corona-krisen bliver skuet i år udvidet fra to til tre dage, så publikum og dyreudstillere bliver spredt over en længere periode. Privatfoto

Med mindre end to måneder til årets Kimbrerskue i Messecenter Vesthimmerland kan overvejelserne ikke trækkes længere i langdrag.

- Vi er nødt til at have truffet en beslutning om Kimbrerskuets gennemførelse, konstaterer direktør i messecenteret, Brian Otte.

Sammen med den øvrige dyrskueledelse har han fulgt udviklingen tæt henover foråret og sommeren for at vurdere, om det er muligt at gennemføre skuet den første weekend i oktober som planlagt, og overvejelserne er nu mundet ud i, at ledelsen har sagt ”Go” for at gennemføre skuet, oplyser arrangørerne, som foruden Messecenter Vesthimmerland er de to lokale landboorganisationer NF Plus og Agri Nord.

Beslutningen beror på, at de nuværende regler i forhold til COVID 19 giver Messecenter Vesthimmerland mulighed for at forsamle op til ca. 1.400 personer samtidig til messer og lignende arrangementer, og dét skønner arrangørerne er acceptabelt i forhold til at gennemføre skuet.

Ledelsen af Kimbrerskuet har samtidig besluttet at udvide skuet til tre dage for at sprede publikum og dyreudstillere over nogle flere dage, så risikoen for at måtte afvise gæster bliver mindre, fortæller Ulrik Lund, formand for Kimbrerskuet.

På skuets første dag, 2. oktober, vil konkurrencerne indenfor malkekvæg og kødkvægsracen Charolais blive afviklet.

Lørdag vil primært stå på konkurrencer indenfor kødkvæg, og søndag vil stå i hestenes tegn med konkurrencer både på de udendørs mønstringsbaner og indendørs i ringen. Der vil desuden være konkurrencer indenfor får, høns, duer og kaniner både fredag og lørdag, annoncerer Ulrik Lund.

Som noget helt nyt i forbindelse med Kimbrerskuet 2020 bliver der holdt kødkvægsauktion fredag aften - forhåbentlig med en række dyr under hammeren.

- Og under auktionen er planen, at vi vil skabe stemning blandt publikum med lys og røg - og en aktionarius, der kan skabe lidt fest og farver, bebuder Ulrik Lund.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.