Kvinder i slagsmål - 39-årig slog på tæven og sparkede
Opdateret kl. 14:04
En 39-årig kvinde har natten til fredag måttet sove sin ret kraftige rus ud efter en voldsom episode på et værtshus i Gedsted.
Her så hun sig så gal på en anden kvinde på værtshuset, at hun først tildelte hende flere slag - blandt andet i ansigtet, så den angrebne kvindes briller gik i stykker. Derefter sparkede den 39-årige også sin modstander.
- Vi fik anholdt den 39-årige kvinde, der også viste sig i besiddelse af en ulovlig kniv. Derfor blev hun også sigtet efter knivloven, forklarer vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.
Der var en del vidner til overfaldet, så det var relativt let for politiet at få anholdt den rigtige person.
Kvinden var ifølge vagtchefen særdeles beruset. Hun blev derfor taget med på stationen og lagt i detentionen i Aalborg til afrusning.
Herfra blev hun efter endt afhøring løsladt i løbet af formiddagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.