Landets største landvindmøllepark indviet: 18 møller skal levere strøm til 65.000 nordjyder

De 18 vindmøller er placeret på Thorup-Sletten nordvest for Aggersund i både Vesthimmerlands og Jammerbugt kommuner

De 18 vindmøller er 150 meter høje. Foto: Norlys

De 18 vindmøller er 150 meter høje. Foto: Norlys

Danmarks største landvindmøllepark, Thoup-Sletten blev mandag officielt indviet. Vindmølleparkens 18 møller skal levere grøn strøm til 65.000 nordjyder. Bag det ambitiøse projekt står selskabet Eurowind Energy A/S, som ligeligt ejes af Norlys og de oprindelige stiftere.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S), der selv tidligere har besøgt vindmølleparken, siger i en pressemeddelelse om åbningen:

- Thorup-Sletten Vindpark er rigtig godt eksempel på, at vi i Danmark er langt fremme, når det gælder grøn energi. Det gør mig både som erhvervsminister og nordjyde rigtig stolt, at Nordjylland nu kan prale af at have Danmarks største landvindmøllepark, som kan lave grøn strøm til 65.000 husstande. Vi har i regeringen sat en ambitiøs målsætning om at reducere vores CO2-udledning med 70 procent, og vi arbejder benhårdt sammen med erhvervslivet på gøre den ambition til virkelighed, selvom det er en svær opgave. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi når en ny grøn milepæl i dag. Jeg er sikker på at de friske nordjyske vinde får de mange nye vindmøller til at snurre, så de puster grønt lys i en masse hjem rundt omkring.

CEO i Eurowind Energy A/S Jens Rasmussen er ligeledes en stolt over den nye vindmøllesparks bidrag til den grønne omstilling.

- Med indvielsen af Thorup-Sletten kommer vores samlede portefølje af vind og sol op på en årlig elproduktion på næsten 1.000 GWh, der svarer til 250.000 husstandes årlige strømforbrug. Vi er selvfølgelig stolte af, at vi på den måde er væsentlige bidragsydere til Danmarks grønne omstilling og ambitionen om et mere klimavenligt Danmark, siger Jens Rasmussen.

Ni af møllerne på de 150 meter, som har en effekt på 4,3 MW, er placeret i Vesthimmerland. De ni andre i Jammerbugt Kommune. De understøtter Norlys' grønne ambition og målsætning

Fakta om Thorup-Sletten

Vindpark Thorup-Sletten er opført af Eurowind Energy A/S og oprindeligt udviklet i samarbejde med GK Energi fra Nibe

Norlys ejer 50 pct. af Eurowind Energy A/S, som står for koncernens udbygning af vind- og solenergi

Norlys er Danmarks største forbrugerejede integrerede energi- og telekoncern med over 1,5 mio. kundeforhold og over 700.000 andelshavere

Eurowind Energy A/S er en førende europæisk udvikler og operatør af vedvarende energiprojekter. Eurowind Energy A/S har allerede 1,3 GW af vind og sol i drift og yderligere 8,3 GW i pipeline i en række europæiske lande

Vindparken er placeret ved Thorup-Sletten nordvest for Aggersund og ligger i både Jammerbugt- og Vesthimmerlands Kommune

Thorup-Sletten bliver Danmarks største vindpark på land og er allerede i drift

De 18 nye møller er ligeligt fordelt mellem de to kommuner og har en samlet effekt på ca. 77 MW

Vindparken producerer årligt 262 GWh strøm svarende til 65.000 husstande elforbrug

De nye vindmøller er af typen Siemens Gamesa SWT 4,3-130 DD

Vindparken har været undervejs siden 2011, og projektet blev godkendt af Jammerbugt Kommune og Vesthimmerlands Kommune i 2018. I februar 2020 gik den første mølle i drift

5 af vindmøllerne ejes af lokale lodsejere hvoraf en mølle ejes af et vindmøllelaug bestående af 128 af vindparkens naboer på baggrund af køberetsordningen

Kilde: Norlys

Norlys er en andelsejet energi- og telekoncern, og den nye landvindmøllepark er i høj grad med til at understøtte Norlys' grønne ambition.

- Som en andelsejet virksomhed vil Norlys være med til at definere fremtiden for det danske samfund, som bevæger sig i en grønnere og mere digital retning. Derfor er vi også meget tilfredse med, at vores investering i og medejerskab af Eurowind Energy nu foldes så markant ud og netop understøtter Norlys’ ambition og målsætning, siger CFO i Norlys og bestyrelsesformand for Eurowind Energy A/S, Gert Vinther Jørgensen.

Danmarks største vindmøllepark, Thorup-Sletten, har været ni år undervejs, og selvom det ambitiøse projekt har været krævende, så står ejerne tilbage med et resultat, de er stolte af.

Det gode samarbejde fortsætter da også, for Norlys og Eurowind har allerede nye og endnu større grønne projekter i pipelinen hele tiden med øje for, at det også skal være en god forretning.

CFO i Norlys og bestyrelsesformand i Eurowind Energy A/S Gert Vinther Jørgensen fortsætter:

- En af vores kernekompetencer i Norlys ligger inden for infrastruktur, der dagligt understøtter danskernes hverdag, og det er et løfte til vores ejere, at den hverdag skal blive grønnere. Det skal dog også være en kommerciel bæredygtig forretning, og med Vindpark Thorup-Sletten, og de kommende projekter, ser vi faktisk, at det er lykkedes for os både at være grønne og økonomisk rentable.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.