Landmænd er ikke bange for Corona - men der er indkøbt håndsprit

5000 landmænd samlet til Agro Nord-messe i messecentret i Aars

Den 31. udgave af Agro Nord trak om omkring 5000 besøgende. Foto: Bo Lehm

Den 31. udgave af Agro Nord trak om omkring 5000 besøgende. Foto: Bo Lehm

AARS:- Udsolgt - og det har der været længe.

Direktøren i Messecenter Vesthimmerland i Aars, Brian Otte, var mere end godt tilfreds, da han onsdag og kiggede ud over den 31. udgave af Agro Nord i messecentret.

Den kvægfaglige messe viser noget af det ypperste, når det kommer til dansk malkekvæg - og de tre messehaller var da også propfyldte med blandt andre 260 elitekøer, der stod i kø og ventede på at blive bedømt af kritiske blikke fra en dommer fløjet ind fra Irland.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lige ved siden af viste firmaer det sidste nye grej ud i landbrugsmaskiner - side om side med stande med avls- og sædfirmaer.

Sammen med glæden over at kunne hænge de røde lygter ud og melde alt udsolgt, har Brian Otte de seneste dage dog også haft en bekymring, som er kommet til at fylde mere og mere efterhånden som arrangementet med omkring 5000 besøgende nærmede sig: Corona-virus...

- Jeg vil godt indrømme, at det har fyldt rigtig meget hos os. Vi har f.eks. indkøbt store mængder håndsprit og placeret det rundt omkring.

- I Frankrig har man jo forbudt arrangementer med mere end 5000 mennesker samlet og i Schweiz hedder grænsen 1000 mennesker.

- Hvis Danmark havde indført noget lignende nu, og vi måtte aflyse, så havde det været en katastrofe. Agro Nord er et af vores helt store arrangementer og betyder økonomisk rigtig meget for os, siger Brian Otte.

Han kan - når han kigger i den kommende arrangementskalender - også her frygte for et forsamlingsforbud, hvis Corona for alvor får fat Danmark.

Her står messecentret nemlig overfor yderligere en lang række store forårsarrangementer med rigtig mange gæster.

- Foråret er faktisk vores travleste tid - jeg håber virkelig på, at vi kan gennemføre alle arrangementer, siger Brian Otte, der onsdag ikke kunne se interessen for kvægmessen dale på grund af frygt for Corona-virus.

- Vi holder besøgstallet, så landmændene er tilsyneladende ikke blevet skræmte af det, lød det fra Brian Otte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.