Løgstør Fjernvarme i front med CO2-reduktion
Fjernvarmen i Løgstør har allerede nedbragt sit CO2-udslip med 99,4 pct.
Egentlig skulle den allerede have været holdt allerede i maj - generalforsamlingen i Løgstør Fjernvarme - men dengang lod det sig ikke gøre på grund af corona-situationen.
I stedet måtte andelshaverne i Løgstør Fjernvarme a.m.b.a. vente til 2. september med at få en status over den lokale fjernvarmesituation.
Omkring 50 forbrugere havde taget notits af den ændrede dato og var mødt frem til generalforsamlingen, som blev holdt i Lanternen.
I sin mundtlige beretning på generalforsammlingen kredsede formand Uffe Bro bl. a. om den nye klimalov, der efter planen skal være med til at sænke Danmarks CO2-udslip med 70 pct. frem mod år 2030.
- Det vil kræve store investeringer i store dele af fjernvarmebranchen, men ser vi isoleret på Løgstør Fjernvarme, kan vi konstatere, at vi ikke står overfor sådanne store investeringer.
- I 1990 havde vi et CO2-udslip på i alt 18.252 tons. I 2019 var vores CO2-udslip blevet reduceret til 249 tons. Udregnet pr. forbruger er der således sket en reduktion fra 17.23 tons til 0,097 tons - og totalt set har vi reduceret vores CO2-udslip med 99,4 pct.
- Vi er altså nået betydeligt længere, end det loven foreskriver – og det vel at mærke 10 år før vi er forpligtet til det.
- Vi står altså tilsyneladende ikke overfor store påtvungne investeringer i de kommende år, medmindre afgiftssystemet kan spille os et puds, vurderede Uffe Bro.
En medvirkende årsag til den lave CO2-udledning, er Løgstør Fjernvarmes køb af overskudsvarme fra Dankalk i Aggersund.
- Som vi også tidligere har sagt, er den bedste energi, vi kan bruge, den energi, der i forvejen produceres og som er i overskud fra industriproduktionen, lød kommentaren fra Uffe Bro.
For nylig er Løgstør Fjernvarme også blevet kontaktet af Farmfood, der ligger nede ved Løgstør havn.
- De har ændret deres produktion og har dermed fået en del overskudsvarme, som de muligvis er interesseret i at sælge til os.
- Vi har foreløbig sagt, at vi er interesserede, og de regner for tiden på projektet.
- Så må tiden vise, om det bliver til noget, bemærkede Uffe Bro.
Med hensyn til varmeprisen så erkendte fjernvareformanden på generalforsamlingen, at Løgstør Fjernvarme ”ikke ligger i den billigste ende af varmepriserne i Danmark, men omkring midten”.
Han pegede dog samtidig på, at varmeudgiften i Løgstør i dag - ifølge værkets egne beregninger - udgør den en mindre del af den enkeltes indkomst, end den gjorde for 20 år siden.
- Så kan I selvfølgelig spørge: Hvad kan vi bruge det til, og jeg må svare: Egentlig ikke noget.
– Men i det mindste kan vi da glæde os over, at det trods alt ikke er gået den modsatte vej, lød formandens afsluttende ord til de omkring 50 fremmødte fjernvarmeforbrugere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.