Madlavning gik helt galt: Nu kan man ikke bo i huset

Villa i Gedsted voldsomt ramt af brand i køkkenet

12 brandfolk fra Nordjyllands Beredskab har torsdag aften slukket en brand i en villa i Gedsted i Vesthimmerland. Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

12 brandfolk fra Nordjyllands Beredskab har torsdag aften slukket en brand i en villa i Gedsted i Vesthimmerland. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

GEDSTED:Madlavningen endte torsdag aften helt galt for en villaejer på Bakkevej i Gedsted i Vesthimmerland.

Det kostede et totalt udbrændt køkken og et hus, der har så voldsomme røgskader og en del vandskader, at det er ubeboeligt et godt stykke tid frem.

Det vurderer indsatsleder Allan Frisk fra Nordjyllands Beredskab, der rykkede ud til branden, hvor alarmen gik kl. 18.50.

Efter madlavningen havde villaejeren taget maden med ind i stuen og glemt panden på et tændt blus på komfuret. Det udløste branden.

- Og ilden bredte sig til emhætten og køkkenet, fortæller indsatslederen.

I første omgang var brandfolk fra Aalestrup kørt ud til branden, men ret hurtigt blev der tilkaldt forstærkning fra stationen i Farsø.

- Huset er i tre plan, og vi var bekymrede for, om branden havde bredt sig i ventilationen og videre op i tagkonstruktionen. Det skulle vi have mandskab nok til at håndtere, men det var det heldigvis ikke, konstaterer Allan Frisk.

Der var ingen røgalarmer i huset, og det får indsatslederen til at slå et slag for, at folk ser at få dem op at hænge i husene.

- Det er simpelthen nødvendigt, siger Allan Frisk.

Den 59-årige mand er blevet sigtet efter beredskabsloven for uagtsomhed i forbindelse med branden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.