Masser af musik i Muslingebyen henover sommeren

Løgstørs musikelskere og turister behøver alligevel ikke at fortvivle

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen runder sommerens koncertrække af i Løgstør 14. august. PR-foto

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen runder sommerens koncertrække af i Løgstør 14. august. PR-foto

Endnu en sommer uden Løgstør Open Air og en rigtig Kanal Jazz-festival....

Musikelskerne i Løgstør har længe gået og hængt med ørerne, men nu ser det alligevel ud til, at Muslingebyen kan se frem mod en rigtig musiksommer.

Corona’en har ganske vist aflyst alle de normale events i byen, men en lille gruppe har sat sig for alligevel at sikre musik og liv i sommermånederne.

Det er formand for Kanal Jazz, Jens Peter Axelsen, som sammen med Linda Immersen, Per Jensen og Jimmy Støttrup har kastet sig over opgaven med at sikre, at der også denne sommer vil være masser af gratis musik i Løgstør.

Et tilskud på 100.000 fra kommunens pulje til turistfremme danner, sammen med donationer fra henholdsvis Spar Nord Fonden, Danske Bank Fonden, Jutlander Bank Fonden samt Karen og Niels Møller Christensens Fond grundlaget for koncerterne, som i år vil blive afviklet i både Kulturladen på havnen og i midtbyen.

Det samlede program vil snarest blive offentliggjort, men allerede nu kan Jens Peter Axelsen afsløre at der bliver noget for en bred smag.

- Vi synes selv at vi har sammensat et bredt og godt program, som vi håber at folk vil tage godt imod, siger den rutinerede jazzmand, som personligt ser frem til et gensyn med Rock Nalle, som forrige år tog jazzteltet på havnen med storm.

Rock Nalle - gæster Løgstør 24. juli i selskab med Michelle Birkballe og Band. Arkivfoto

Rock Nalle - gæster Løgstør 24. juli i selskab med Michelle Birkballe og Band. Arkivfoto

Rock Nalle gæster Løgstør 24. juli i selskab med Michelle Birkballe og Band.

Børnene kan glæde sig til et besøg af Katrine Bille fra Ramasjang med band, og navne som Anne Dorthe Michelsen, Marie Bramsen og Ib Grønbech vil ligeledes bidrage til sommerstemningen i Løgstør.

I alt vil der være otte koncerter, alle med gratis éntre, fordelt hen over sommeren.

Det hele rundes af lørdag 14. august, hvor Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen kommer på besøg og synger deres velkendte sange som ”Indianer”, ”Sig du ka´ li´ mig”, ”Jeg vil la´ lyset brænde” og ”Ud under åben himmel.”

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden