Karantæne‑tip

Mette har hejst flaget for næstehjælp

En indskydelse fik bibliotekar til at oprette en hjælpegruppe, der hurtigt fik over 300 medlemmer

Næstehjælperne er på få måneder blevet hverdag i Vesthimmerland, hvor over 300 enten tilbyder hjælp til noget, eller får det, viser stifteren af lokalafdelingen, Mette Drejer Jørgensen.  Foto: Martin Damgaard

Næstehjælperne er på få måneder blevet hverdag i Vesthimmerland, hvor over 300 enten tilbyder hjælp til noget, eller får det, viser stifteren af lokalafdelingen, Mette Drejer Jørgensen. Foto: Martin Damgaard

VESTHIMMERLAND:En box-madras i Løgstør. Hjemmesko i Overlade. En kontorstol i Aaletrup og en jakke i Aars.

Og ikke mindst: Nogen der gerne vil hjælpe dig, hvis du virkelig har behov for det. Næsten uanset hvor du bor i kommunen.

Tilbuddene kommer fra Næstehjælperne i Vesthimmerland, en frivillig organisation, der på få måneder har samlet 330 borgere, der enten føler sig nødsaget til at bede om hjælp, eller er klar til at give den.

- Jeg er noget overrasket over at det er gået så hurtig. Og også over at så mange gerne vil hjælpe andre. Men det er dejligt, når det også viser sig, at der er mange, der har behov for hjælp eller støtte her omkring, siger Mette Drejer Jørgensen, som har startet Vesthimmerland-gruppen.

Endnu har ingen bedt om hjælp, fordi de er i karantæne med corona-virus. Men sker det finder gruppen også ud af det.

Stort behov

Det var i sidste sommerferie at det gik op for den engagerede bibliotekar, at egnen ikke havde en afdeling af Næstehjælperne.

Organisationen er ellers hurtigt blevet kendt i mange kommuner efter den blev dannet for fire år siden. Det skete som en reaktion på den kontanthjælpsreform, der skar kraftigt i støtten til mange af landets dårligst stillede personer og familier.

I Vesthimmerland viste behovet sig hurtigt at være så stort, at det rækker langt ud over følgerne af reformen. Også selv om egnen har andre flittige hjælpeorganisationer.

Ingen spørgsmål

- Folk kan henvende sig, hvis de mangler mad, tøj, møbler. Skal etablere sig. Rammerne er vide, men der er nogle enkle regler man skal overholde. Blandt andet må man ikke tage penge for det man tilbyder. Eller betale for det man får, fortæller Mette Drejer Jørgensen.

- Vi spørger ikke hvorfor folk skal bruge det. Min erfaring er at det er et stort skridt at skulle bede andre om hjælp. Ofte er det kun en overgang, de har problemet. Jeg har faktisk ikke indtryk af, at folk kommer fordi de ikke har styr på deres økonomi.

- Det er meget muligt at nogen søger om ting, de ikke har brug for. Men hvis det her hjælper otte ud af ti, synes jeg det er det værd, siger næstehjælperen.

Julehjælp til teenagere

Hjemmet i Vester Hornum fungerer ind imellem som fordelingsstation for genstande. Også i julen, hvor godt 15 af de familier, der ikke kunne få julehjælp andre steder, fik en solid pakke til højtiden her. Det var typisk enlige eller familier med børn i teenage-alderen.

Det viste sig at være et større arbejde end ventet at lave pakker med julehjælp trods mange venlige sponsorer. Tingene skulle hentes og pakkes og dominerede nogle dage det Drejer Jørgensenske hjem.

Det viste sig at være et større arbejde end ventet at lave pakker med julehjælp trods mange venlige sponsorer. Tingene skulle hentes og pakkes og dominerede nogle dage det Drejer Jørgensenske hjem.

- Det var meget omfattende, så det skal jeg finde en anden måde at gøre på til næste jul. Men folk var meget hjælpsomme med at komme med bidrag. Og jeg sørgede også for, at der kom en gave til hvert barn med i pakken. Et par biografbilletter, noget fra Matas eller lignende, fortæller Mette Drejer Jørgensen.

Gruppen vokser

Hun vurderer at behovet for hjælp er voksende, og ser at medlemstallet af Facebook-gruppen "Næstehjælperne Vesthimmerland" stille og roligt vokser sig større.

- Jeg tror at nogle holder sig tilbage, blandt andet fordi at de bange for at der bliver lavet underretning til kommunen på dem. Men vi registrerer ingenting. Det her handler om at række ud og give en hånd til nogen, der har brug for det. Ikke andet, understreger hun.

Det var lidt besværligt i starten. Men nu er Mette Drejer Jørgensen glad for, at hun fik Næstehjælpernes Facebookgruppe op at stå i Vesthimmerland. Den har gjort en positiv forskel for mange mennesker, kan hun se.

Det var lidt besværligt i starten. Men nu er Mette Drejer Jørgensen glad for, at hun fik Næstehjælpernes Facebookgruppe op at stå i Vesthimmerland. Den har gjort en positiv forskel for mange mennesker, kan hun se.

Nye netværk

Næstehjælperne Vesthimmerland kører nu næsten sig selv. Det er også meningen, frivillighed skal kunne løfte det hele. Og Mette Drejer Jørgensen har bemærket at medlemmernes roller kan skifte: En, der har brug for hjælp til noget, tilbyder senere hjælp til en anden. Eller omvendt.

- På den måde kan der opstå nye netværk. Og det glæder mig, siger hun.

I dag er hun rigtigt glad for at hun sidste juli fik bragt en lokal gruppe af Næstehjælperne til live.

- Der har jo vist sig at være et behov. Og jeg kan se at gruppen gør en forskel for mange mennesker. Så ja; det er jeg glad for, smiler hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.