Kongehuset

Nedtur for værdipapirer rammer den kongelige jagthytte

Driften af skoven omkring den kongelige jagthytte giver overskud, men i 2022 var der alligevel røde tal på bundlinjen

Dronningen og kronprinsen har de senere år offentliggjort billeder fra Trend Skov, hvor familiens jagtejendom ligger. Ejendommen er ejet af en fond, hvor dronningen sidder som formand.
Dronningen og kronprinsen har de senere år offentliggjort billeder fra Trend Skov, hvor familiens jagtejendom ligger. Ejendommen er ejet af en fond, hvor dronningen sidder som formand. Arkivfoto: Kongehuset/Scanpix

Opdateret 31. juli 2023 kl. 13:45

TREND SKOV: For første gang i tre år må fonden bag den kongelige jagthytte i Trend Skov erkende, at udgifterne var større end indtægterne.

Jagthytten ejes af den almennyttige fond "Jagtejendommen i Trend Skov" og lånes ud til kongefamiliens medlemmer. I 2022 kom fonden med et underskud på 253.000 kroner.

Underskuddet skyldes i følge fondens oplysninger i regnskabet primært den negative udvikling på de værdipapirer, som fonden også ejer.

Fonden ejer nemlig udover selve jagthytten også værdipapirer for 2,3 millioner kroner, men de blev godt 800.000 kroner mindre værd i løbet af 2022. Selvom værdipapirerne ikke er solgt, bliver det regnet som et tab, og derfor ender regnskabet altså med røde tal på bundlinjen.

Selve driften af hytten og den tilhørende skov endte ellers med et overskud på 338.000 kroner, hvilket er en stor forbedring i forhold til året før, hvor driften gav et overskud på 22.700 kroner. I 2021 blev resultatet yderligere forbedret, da der var en gevinst på værdipapirerne.

Indtægterne fra Trend Skov kommer fra salg af træ, pyntegrønt, vildt og lignende, der primært afsættes i Danmark.

Afhængige af donationer

Underskuddet i fonden er det første i tre år og er de seneste 10 år blevet lidt et særsyn.

Det er ellers ikke mange år siden, at det økonomiske fundament under jagthytten i Trend Skov var anderledes usikkert.

I mange år var fonden afhængig af store donationer fra formanden for fonden - Dronning Margrethe.

I 2008 gav dronningen en donation på 7,5 millioner kroner - blot to år efter at fonden havde modtaget en gavedonation på 2,6 millioner kroner.

De donationer er fortid efter, at driften af hytten er lagt om.

I 2022 var eneste mellemværende mellem fonden og dronningen et lån fra dronningen på 40.000 kroner - året før var det lån på 98.000 kroner.

Den kongelige jagthytte ligger godt gemt inde i skoven i Trend. Arkivfoto: Torben Hansen

Gave fra folket

I det seneste regnskab er selve jagthytten vurderet til 18,9 millioner kroner. Udover hytten er der 431 hektar skov og hedeareal.

Jagtejendommen og det omkringliggende skovareal er en folkegave givet til det daværende kronprinspar, der senere blev kong Frederik IX og dronning Ingrid.

Det var en folkegave i anledning af deres bryllup i 1935.

Jagthytten og det omkringliggende område er vurderet til 18,9 millioner kroner. Arkivfoto: Torben Hansen

I dag benytter dronningen og kronprinseparret hytten som deres private fristed. Hytten er dog også blevet brugt i forbindelse med fødselsdage og andre private fester.

Normalt har offentligheden ikke fået meget indsigt i folkegaven, men de senere år har både dronningen og kronprinsen lagt billeder fra besøg i Trend Skov på de sociale medier. Og i forbindelse med en tv-udsendelse i anledningen af kronprinsens 50 års fødselsdag i 2018, var et tv-hold med på ferie i Himmerland.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden