Ungdomsuddannelser

Noget enklere at være gymnasieelev i 1960

I år er det 60 år siden, de første gymnasieelever indtog Vesthimmerlands Gymnasium i Aars

116 nye stx-elever og 43 hf-elever udgør årets nye elevhold på Vesthimmerlands Gymnasium og HF. Som noget af det første blev de holdvis sendt ud i byen for at løse forskellige opgaver. Privatfoto
116 nye stx-elever og 43 hf-elever udgør årets nye elevhold på Vesthimmerlands Gymnasium og HF. Som noget af det første blev de holdvis sendt ud i byen for at løse forskellige opgaver. Privatfoto

I disse dage er det lige præcis 60 år siden, Vesthimmerlands Gymnasium i Aars tog imod sine første knap 50 elever.

D. v. s. i starten var eleverne henvist til lånte lokaler på Aars Skole, hvor en ny tilbygning netop var taget i brug, så gymnasiet kunne rykke ind i den såkaldte ”1905-afdeling”, og først i 3.g flyttede gymnasieeleverne ind i den nyopførte gymnasiebygning på adressen Jyllandsgade 52.

Indtil 1960 havde de unge fra området, der ønskede at gå i gymnasiet, måttet tage til f.eks. Aalborg eller Viborg.

Det var der selvsagt kun en lille del af dem, der gjorde, men med mekaniseringen af landbruget og affolkningen på landet, var der basis for at gøre noget ekstraordinært for intelligensreserven i f. eks. Vesthimmerland.

Det var der et fremsynet sogneråd i Aars, der havde forståelse for, og det havde nedsat et udvalg til at arbejde med planerne.

En udsendt delegation med borgmesteren og kæmneren i spidsen fik overbevist den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen om, at der var hold i ønsket om at bygge et sognekommunalt gymnasium i Aars.

Det skulle hurtigt vise sig, at de havde set rigtigt.

Inden længe steg ansøgertallet til det nye gymnasium kraftigt, og det blev senere nødvendigt at udvide kapaciteten.

I dag har to ungdomsuddannelser, stx og hf, til huse på matriklen.

Meget har i øvrigt ændret sig i løbet af de 60 år.

Da 116 nye stx-elever og 43 hf-elever mandag mødte op til deres første skoledag på Vesthimmerlands Gymnasium og HF stod der således en masse ældre elever klar til at tage godt imod de nye og vise dem til rette i de nye omgivelser.

Og et større lærerkorps og ledelsen står naturligvis også parat til at gøre overgangen fra grundskole til gymnasium så let som mulig og f. eks. introducere eleverne til nutidens it-systemer.

Sådan var det ikke for pionererne tilbage i 1960.

Her var der ikke så mange lærere at tage af - og den daværende borgmester måtte derfor også lægge øre til spådomme om, at det ville blive nærmest umuligt at få adjunkter til at flytte til Vesthimmerland.

Af samme grund iværksatte sognerådet et byggeri af nye lærerboliger i byen, bl.a. på Præstegårdsvej, så man kunne krydre stillingsopslagene med tilbud om enfamilieshuse, der kunne lejes på favorable vilkår.

Og se, om ikke det lykkedes at få selv københavnere til at flytte til byen!

I 1960 kunne eleverne på forhånd vælge mellem at gå på matematisk eller sproglig linje.

I 2020 placeres stx-eleverne i første omgang helt vilkårligt i fem grundforløbsklasser, og først efter de tre måneders grundforløb kommer de i den studieretningsklasse, de har valgt, og som resten af gymnasietiden foregår i.

I løbet af grundforløbet er der nogle ”introdage”, hvor de nye elever får lejlighed til at afprøve to-tre forskellige studieretninger. Disse klasser har overskrifter som ”Sprog og kultur”, ”Krop og sundhed”, ”Samfund og verden”, ”Musik og kreativitet” og ”Natur og videnskab”.

Meget var således enklere i 1960.

Og dengang var der heller ikke noget, der hed corona-virus!

Hvis man vil vide mere om Vesthimmerlands Gymnasium og HFs første år, er der supplerende oplysninger at finde på skolens hjemmeside via følgende link: https://vhim-gym.dk/aars-vhg-og-kunsten.aspx

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden