Simon er særlig udvalgt: - Det bliver for vildt!
Simon Friis Andersen til DM

Simon Friis Andersen. Foto: Bo Lehm
AARS/FJERRITSLEV:22-årige Simon Friis Andersen fra Aars er frem til lørdag på en mission. Han er udsendt til Fredericia for at snakke, snakke og snakke.
Sammen med ni andre handelselever fra hele landet er han udset til at fortælle om fortræffelighederne ved netop at være handelselev.
Det er han nemlig til daglig på svejsemaskine-virksomheden Migatronic i Fjerritslev.

Simon Friis Andersen. Foto: Bo Lehm
Fra torsdag til lørdag er han i Fredericia for at repræsentere handelsuddannelsen ved Danmarksmesterskaberne i Skills.
DM i Skills
- DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
- DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
- Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Holdene udtages på forhånd ude på den lokale erhvervsskole. Tanken med denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere.
- Derudover får de besøgende skoleelever mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige “Prøv og mærk stande”. Her kan de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.
- DM i Skills er åben for alle interesserede, og der er gratis adgang til arrangementet. Man kan følge begivenheden på Facebook og bliv opdateret.
DM I SKILLS
- Der er sommerfugle i maven. Det bliver en vild oplevelse og meget specielt at stå og snakke med så mange mennesker på vores stand. Men jeg glæder mig til at fortælle især de mange folkeskoleelever, der lægger vejen forbi DM, om mulighederne, hvis man tager en erhvervsuddannelse. Jeg er selv meget glad for det...

Simon Friis Andersen. Foto: Bo Lehm
- Man kan jo blive andet end tømrer, frisør eller elektriker, som mange forbinder med erhvervsuddannede - det tror jeg bare ikke så mange ved, og derfor stiller jeg op på standen, lyder det fra den 22-årige Aars-dreng, som stadig bor hjemme i Kimbrerbyen.
Det gør han, indtil han er færdig med sin handelsuddannelse til sommer. Og måske endda lidt længere - for kan det lade sig gøre, bliver han på virksomheden i Fjerritslev året ud.
Til København
Herefter er det planen, at Simon rykker over til sin kæreste i Københavnsområdet.

Simon rykker over til sin kæreste i Københavnsområdet, når han er udlært. Foto: Bo Lehm
- Det trækker i mig at komme derover, men omvendt bliver det svært at sige farvel til Migatronic. Her har jeg virkelig fået lov at prøve det hele, siger han - og peger på, at mange unge ofte kun kender til en brøkdel af de over 100 erhvervsfaglige uddannelser man rent faktisk kan tage.
Det er for eksempel nok de færreste, der ved, at man - som Simon Friis Andersen - kan tage handelsuddannelse, som i store træk er en CBS-uddannelse med mere praktisk tilgang, hvor man blandt andet lærer om bæredygtig handel og forretning mellem virksomheder.
- Det skal jeg da forsøge at forklare på bedste vis i Fredericia, siger han.

Simon Friis Andersen skal speedsnakke. Foto: Bo Lehm
Stor opgave
Udover at han repræsenterer sin virksomhed og handelsuddannelsen ved DM i Skills, er han dermed også med til at prøve at løse en af de største samfundsudfordringer lige pt: nemlig, at Danmark gerne skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse, hvis samfundet skal kunne hænge sammen i fremtiden.

Simon Friis Andersen er handelselev på virksomheden Migatronic i Fjerritslev. Foto: Bo Lehm
Simon Friis Andersen har taget en HHX uddannelse, arbejdet som leder i McDonalds og været i Livgarden efter gymnasiet.
Han ville egentlig starte på universitetet, men så stødte han på handelsuddannelsen.
Mange af hans venner tog to sabbatår - men han brugte dem i stedet på at tage en elevuddannelse, så han kunne skrive det på sit CV.
Det førte ham til Migatronic, hvor han i virksomhedens kundecenter - med egne ord - får lov at være blæksprutte.

Simon Friis Andersen er på en vigtig mission. Foto: Bo Lehm
- Jeg laver f.eks. tilbud til vores sælgere, men har også selv kundekontakt og forsøger at have styr på alle vores produkter. Jeg har da virkelig fundet ud af, at svejseapparat ikke bare er et svejseapparat, griner Simon Friis Andersen, som får følge af en anden nordjyde til Fredericia.
Det er hobrogenseren Sara Hye Christiansen, der er handelselev i virksomheden Solar, som også er valgt til at være blandt de 10 handelselever, der skal speedsnakke om det de ser som handelsuddannelsens fortræffeligheder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.