Ny salgsstrategi skal sætte skub i feriehussalg

Feriehuskøbere i ny udstykning i Rønbjerg får nu mulighed for at se to-tre testhuse, inden de endeligt beslutter sig

Projektsalget af 75 nye feriehuse i Rønbjerg er foreløbig udsat for at imødekomme de mange interesseredes ønske om at se testhuse inden køb. Foto: Landal GreenParks

Projektsalget af 75 nye feriehuse i Rønbjerg er foreløbig udsat for at imødekomme de mange interesseredes ønske om at se testhuse inden køb. Foto: Landal GreenParks

Ferieparkkæden Landal GreenParks har foreløbig udskudt planerne om at bygge 75 nye ferieboliger i Rønbjerg i løbet af 2022.

I stedet ”nøjes” Landal-kæden i første omgang med at bygge to til tre testhuse ved Limfjorden, så de kommende feriehuskøbere bedre kan danne sig et forhåndsindtryk af, hvad det er, de er på vej til at investere i.

Interessen har ellers ikke fejlet noget, når Landal GreenParks’ her i 2021 har inviteret til Åbent Hus i den kommende feriebolig-udstykning, men alligevel er det trukket ud med at få solgt de 39 ferieboliger, som udgør projektets første etape.

Tilbagemeldingen fra mange af de interesserede har været, at de godt lige vil have mulighed for at se sig omkring i en tilsvarende feriebolig, inden de endeligt kaster sig ud i et køb, og dét ønske får de kommende feriehusejere i Rønbjerg nu opfyldt.

- Vi har generelt oplevet stor begejstring for projektet og stor interesse for de nye komfortable ferieboliger, men i første omgang nøjes vi nu med at byggemodne grunden og opføre to til tre testhuse.

- Dermed får vi mulighed for at imødekomme de mange interesseredes ønske om at besigtige en bolig og ved selvsyn opleve kvaliteten og rummeligheden i boligerne inden et køb, forklarer direktør hos Landal GreenParks Danmark, Søren Sandberg, i en pressemeddelelse fra ferieparkkæden.

Byggemodningen og etableringen af testhusene i Rønbjerg forventes påbegyndt i april 2022, og ifølge den nye tidsplan vil testhusene herefter kunne stå klar til præsentation i slutningen af august.

Her ses en illustration af et køkken i et fire personers hus. Ultimo august 2022 vil der stå to-tre testhuse klar i Rønbjerg, så interesserede får mulighed for at få en rundvisning, inden de endeligt besluitter sig for et køb. Foto: Landal GreenParks

Her ses en illustration af et køkken i et fire personers hus. Ultimo august 2022 vil der stå to-tre testhuse klar i Rønbjerg, så interesserede får mulighed for at få en rundvisning, inden de endeligt besluitter sig for et køb. Foto: Landal GreenParks

De 75 planlagte nye ferieboliger i tilknytning til Landal Rønbjerg fordeler sig på syv forskellige boligtyper - spændende fra fire- til 14-personers huse

Boligerne inddeles i tre forskellige kategorier: ”Comfort”, ”Luksus” og ”Luksus Wellness Plus” og sælges fuldt møblerede.

Ferieboligerne er arkitekttegnede af Bayarch. JCN Bolig er entreprenør på byggeriet, og salget er lagt i hænderne på Nybolig Vesthimmerland – Løgstør.

Interesserede kan læse mere om projektet via følgende link: https://www.feriehuse-ronbjerg.dk/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.