Genbrugsplads

Overvejer hjemmeværnsfolk på genbrugspladser i Vesthimmerland

De fire genbrugspladser genåbner med ens åbningstider under corona-krisen

Efter at Kommunernes Landsforening og sundhedsmyndighederne har givet grønt lys for at genåbne genbrugspladserne, så åbner de fire pladser i Vesthimmerland tirsdag morgen. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Efter at Kommunernes Landsforening og sundhedsmyndighederne har givet grønt lys for at genåbne genbrugspladserne, så åbner de fire pladser i Vesthimmerland tirsdag morgen. Arkivfoto: Jesper Thomasen

VESTHIMMERLAND:Når de fire genbrugspladser i Vesthimmerland åbner tirsdag morgen kl. 8, bliver man højst sandsynligt mødt af hjemmeværnsfolk ved indgangen til pladserne. De skal være med til at sørge for, at der ikke er mere end 8-10 personer på genbrugspladserne ad gangen. Det sker i bestræbelserne på at mindske smitterisikoen under corona-krisen.

Hjemmeværnsløsningen er en af de muligheder, der mandag bliver arbejdet på op til åbningen af genbrugspladserne i Aalestrup, Farsø, Aars og Oudrup tirsdag morgen

Det fortæller direktøren for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen, der mandag sad i møder via sin computer hjemmefra i et forsøg på at få koordineret åbningen af kommunens genbrugspladser tirsdag morgen.

 Morten Aaby Nielsen. Arkivfoto

Morten Aaby Nielsen. Arkivfoto

- Vi skal have sikret, at risikoen for smitte holdes nede. Ud over vores egne to medarbejdere på hver plads skal vi have hjælp fra måske Hjemmeværnet og/eller hjemsendte Vej & Park-folk fra kommunen. Det er vigtigt, at adfærden bliver reguleret med nogle pladsguider, så vi kan styre køerne, siger Morten Aaby Nielsen, der allerede har besluttet, at åbningstiderne bliver ensartede på de fire pladser, der ellers plejer at have forskellige åbningstider.

Åbningstiderne bliver 8-16 mandag til fredag og 9-15 lørdag og søndag.

Disse fælles tider kommer foreløbig til at gælde frem til 13. april.

Op til åbningen har Vesthimmerlands Forsyning også været ude for at skaffe værnemidler og håndsprit, ligesom der skal laves nye skilte. De skærme, der er sat op og som registrere nummerplader, hvorefter man skal trykke godkend på skærme, bliver sat ud af drift. Tryk på skærme er en virusbombe.

FIRE GENBRUGSPLADSER ÅBNER MED ENS ÅBNINGSTIDER

Siden regeringen 11. marts meldte ud, at store dele af den offentlige sektor skulle lukkes ned for at begrænse smittespredning af coronavirus, har de kommunale genbrugspladser været lukket for private.

Kommunernes Landsforening har gennem længere tid været i dialog med myndighederne om situationen, da der flere steder er opstået udfordringer med affald, der ophobes og smides i bl.a. naturen.

Det har været afgørende for KL at få en vurdering af, at en genåbning kunne være sundhedsmæssig forsvarlig. Den vurdering er nu kommet fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen vurderer, at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne genbrugspladser for private, hvis det sikres, at de borgere, der kommer på genbrugspladsen, holder afstand til hinanden og til personalet, så der ikke opstår situationer, hvor borgerne kommer i tæt kontakt.

KL ændrer derfor sin anbefaling til kommunerne til, at genbrugspladserne åbner fuldt ud og med fuld bemanding fra tirsdag 31. marts.

For at åbningen kan foregå forsvarligt i forhold til smittefare for borgere og medarbejdere, er kommunerne blevet opfordret til at indføre adgangsbegrænsning, der passer til den enkelte kommune. Det kan fx være portvagt, bomløsninger, nummerpladestyring, onlinebooking eller lignende.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at man på genbrugspladserne sikrer hyppig rengøring af fælles kontaktpunker, så man minimerer risikoen for indirekte smitte via disse. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler også, at brugerne ved tydelig skiltning på pladserne opfordres til at holde afstand til andre på pladsen samt udføre håndhygiejne, når de har forladt pladsen.

- Vi har ikke overordnet fra fået nogle strikse retningslinjer for, hvordan vi skal gøre det, men vi afventer et møde som beredskabet i Nordjylland har med Nordjyllands Politi mandag for om der bliver meldt lidt mere ud, siger Morten Aaby Nielsen, som fortæller, at Vesthimmerlands Forsyning op til genåbningen har været ude for at vurdere hver plads. Der er nemlig ret store forskelle på pladserne. Dermed kan det også være lidt forskelligt, hvor mange, der kan være på pladserne ad gangen.

Genbrugspladsen i Farsø. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Genbrugspladsen i Farsø. Arkivfoto: Jesper Thomasen

- F.eks. er det på den nye plads i Farsø muligt at aflevere haveaffald udenfor pladsen. Det betyder, at noget af presset inde på selve pladsen bliver taget af, fordi ikke skal ind på selv pladsen med haveaffald, siger Morten Aaby Nielsen, der også har været i kontakt med foreningen Dansk Affaldsforening for at få inspiration til retningslinjer for de fire pladser i Vesthimmerland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.