Politiet slog til mod østeuropæisk bande - flere havde held til at flygte
Flere betjente stod klar, da indbrudstyve slog til mod virksomhed i Vesthimmerland
Opdateret kl. 20:30
VESTHIMMERLAND: Flere betjente og politihunde var til stede, da en gruppe af indbrudstyve tirsdag ved midnatstid slog til mod en virksomhed i Vesthimmerland.
Politiets efterforskning havde nemlig givet en formodning om, at banden ville forsøge at begå indbrud på en ikke nærmere angivet virksomhed i Aars-området, og ganske rigtigt:
- Flere personer kom ved midnatstid til stedet i bil, hvorpå de - maskeret - gik i gang med at bryde en port ind til virksomheden op. Det lykkedes dem at komme ind, og så besluttede vi at slå til, fortæller leder af efterforskningen, politikommissær Ulf Munch-Sørensen.
Gerningsmændene havde held til at flygte fra stedet i den bil, de var ankommet i. Politiet satte efter i en kortvarig biljagt, som endte, da flugtbilen blev efterladt på en nærliggende majsmark. Her flygtede de mistænkte til fods.
- Det lykkedes dog for en hundepatrulje at finde frem til en af gerningsmændene. Han blev anholdt klokken 01.55, fortæller Ulf Munch-Sørensen.
Den anholdte er en 23-årig mand fra Rumænien, som onsdag eftermiddag blev varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
Nordjyllands Politi har samarbejdet med andre politikredse i Jylland og på Fyn samt det, der hedder Berigelse Syd, om at efterforske en mulig østeuropæisk tyvebande. Der har nemlig været flere indbrud i politikredsene med ensartet fremgangsmåde - herunder rekognoscering på gerningsstederne forud for indbruddene.
Det var denne efterforskning, der gav mistanke om, at banden ville slå til i Vesthimmerland. Selvom det lykkedes for alle på nær én at flygte - trods opbuddet af efterforskere og hundepatruljer - er Ulf Munch-Sørensen tilfreds med aktionen.
- De øvrige mistænkte er nu klar over, at politiet er på sagen og ånder dem i nakken. Så det er min formodning, at deres ulovlige aktiviteter kraftigt begrænses i den kommende tid, siger politikommissæren. Desuden fortsætter efterforskningen af bandens aktiviteter:
- Vi arbejder selvfølgelig sammen med vores kolleger i andre politikredse på at få pågrebet yderligere mistænkte, så vi kan få dem stillet til regnskab for deres kriminalitet.
Ved de mange indbrud er der stjålet alt fra parfume til it-udstyr og tøj, og banden mistænkes også for tyveri af store mængder kobber, messing, aluminium og bronze.
Ulf Munch-Sørensen opfordrer borgere til at kontakte politiet på telefon 114, hvis de ser noget mistænkeligt ved virksomheder.
- Det kunne være nogen, der ser ud som om, at de holder vagt eller hænger ud i flere timer samme sted, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.