Posthus hos købmanden
Genåbnet købmandsbutik i Vegger har indgået samarbejde med PostNord
Borgerne i Vegger har nu igen et posthus i byen, hvor de kan hente og sende deres pakker samt gøre deres øvrige postforretninger. PostNord har nemlig åbnet et posthus hos Min købmand på Aagade.
- Jeg er glad for, at vi igen kan gøre det endnu nemmere for borgerne i Vegger at hente deres pakker fra den stigende nethandel, siger Gordon Dalsgaard, der er distriktschef i PostNord.
I det nye posthus hos Min Købmand kan kunderne hente og sende breve og pakker samt købe frimærker og pakkeporto til Danmark. Desuden kan man købe pakkeporto i PostNords app eller på PostNords hjemmeside og herefter få printet pakkelabelen nemt og hurtigt på posthuset blot ved at fremvise den QR-kode, man modtager ved købet.
Alle posttilbud kan benyttes i hele butikkens åbningstid, som er mandag – fredag kl. 7–19 og lørdag–søndag kl. 7–17.
- Vi er glade for nu også at kunne tilbyde vores kunder posthus-funktioner - og for i endnu højere grad at gøre Min Købmand til et omdrejningspunkt i området.
- Det er en god service for vores kunder, at de fremover også vil kunne hente deres pakker sendt med PostNord hos os, siger købmand Laila Hosbond Larsen.
I alt har PostNord omkring 1.600 pakkeudleveringssteder og 1.600 pakkebokse og nærbokse over hele landet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.