Rekordbeløb hentet hjem af 3F Midtfjord
Formand øjner desuden en løsning på konflikten med to Løgstør-hoteller
3F Midtfjord satte i det forgangne år ny rekord. Hele 70 millioner blev hentet hjem til medlemmerne via en række faglige sager.
Samtidig er det ved dialog med egnens restauratører lykkedes at få et par nye overenskomster i hus, bl.a. med Fjerritslev Bowling.
- Og med hensyn til de to Løgstør–hoteller, som vi har kørt blokade imod, er der nu kommet gang i forhandlingerne, og jeg tror, der kommer en løsning i nær fremtid, oplyste formand Lene Haugbølle, 3F Midtfjord, på fagforeningens generalforsamling torsdag aften.
3F Midtfjord skruede under coronakrisen i foråret ned for blusset, så der kun var to rent fysisk på arbejde på kontoret i Løgstør og to på kontoret i Aars.
De øvrige medarbejdere arbejdede hjemmefra på grund af faren for smitte.
Mange af fagforeningens medlemmer har også på forskellig vis været ramt af nedlukningen i samfundet.
- Nogle blev sendt hjem på lønkompensation, andre på arbejdsfordeling, nogle blev ledige og andre arbejdede bare, som intet var sket, og da landet begyndte at lukke op, fik nogle af medlemmerne ekstra travlt, især på rengøringsområdet, da der skulle gøres mere rent på de forskellige institutioner.
- 3F Midtfjord er nu nede på et ledighedsniveau som før Danmark lukkede ned. Jeg frygter dog, at vi vil få en stigning i ledigheden, nu da lønkompensationsaftalen ophører med udgangen af august, men den nye trepartsaftale omkring arbejdsfordeling, som vi støtter, kan forhåbentlig hjælpe vores medlemmer og virksomhederne gennem krisen, vurderede Lene Haugbølle.
De 70 inddrevne millioner er resultat af de sager, som afdelingen har ført for medlemmerne i løbet af året.
- Det drejer sig om penge, der kommer ind gennem løntjek, manglende feriepenge, konkurser, arbejdsskadesager og sociale sager.
- Vi kunne godt ønske, at det ikke drejede sig om et millionbeløb, men om et nul, for så var der ingen arbejdsgivere, der udbetalte forkert løn, ingen medlemmer, der kom til skade, og ingen kommuner, der gjorde det nødvendigt, at vi skulle hjælpe syge medlemmer, bemærkede Lene Haugbølle.
Mens det således er gået strygende med hensyn til at skaffe medlemmerne deres tilgodehavender, ser det knap så godt ud med den faglige kamp på rengøringsområdet.
- Trods store anstrengelser er det ikke lykkedes at overbevise Jammerbugt Kommune om, at den ikke kan spare tre millioner kr. på rengøringsbudgettet, uden at det resulterer i dårligere rengøringsstandard.
- Vi har foreholdt kommunen, at udliciteringen ikke mindst vil gå ud over rengøringspersonalet. Det er svært at forstå, at det altid er de lavest lønnede, som skal holde for, mens direktører og bestyrelser forgylder sig selv med milliongager, erklærer den lokale 3F-formand.
Lene Haugbølle tilføjer, at den valgte løsning også bliver dyr for kommunen, fordi den har solgt rengøringsudstyret for en slik til det private firma, som nu driver den kommunale rengøring.
Det bliver derfor en dyr omgang, såfremt kommunen skal generhverve rengøringsudstyr. Den private virksomhed har allerede varslet, at rengøringsassistenterne skal ned i tid. Nogle har sågar fået varsel om reduktion på 55 procent af arbejdstiden.
De forringede arbejdsbetingelser har konkret medført, at cirka halvdelen af remgøringsassistenterne i Jammerbugt har takket nej til at arbejde på nedsat tid og har stillet sig i ledighedskøen.
3F Midtfjord har aktuelt 4124 medlemmer, hvoraf 381 kun er med i A-kassen.
På generalforsamlingen blev det i øvrigt ensstemmigt besluttet at lukke servicekontoret på Toften 7 i Nibe med årets udgang.
Begrundelsen er, at fagforeningen over en lang periode har oplevet, at ganske få eller ingen medlemmer kommer på kontoret.
Den corona-forsinkede generalforsamling blev afviklet på Restaurant Christiansminde i Løgstør.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.