Rita tog styringen for lægevagtens skyld
Buschauffør på afspadsering ville også give eet bidrag for at bevare den lokale tryghed
Opdateret 26. februar 2020 kl. 10:53
FARSØ: Egentlig skulle hun have haft fri. Men buschauffør Rita Kastbjerg afspadserede på en helt speciel måde, da hun tirsdag kørte ind foran rådhuscentret i Farsø.
Hun sad nemlig ikke bag rattet på den vante blå bus, der tager passagerer op på vejen mellem Farsø og Viborg. Derimod var det den turistbus, som skulle fragte protester mod lukningen af den lokale lægevagt til regionsrådets møde i Aalborg.
- Jeg synes godt jeg ville bruge nogle timer på det her. Det går til et godt formål, og der var brug for en til at køre bussen. Jeg vil også gerne være med til at prøve at bevare lægevagten på Farsø Sygehus, forklarede Rita Kastbjerg, mens den ene efter den anden tog trinene op til bussens bløde sæder.
Selv bor hun i Hvalpsund; et af de områder i Vesthimmerland, der har længst at køre til Aalborg. Godt 70 kilometer bliver det til, betydeligt længere end de 40 kilometer til Viborg.
- Det er lidt, men det vil jeg gerne gøre. Jeg har datter og tre børnebørn i Farsø, der vil få svært med at nå lægevagten med det her. Jeg gør det også fordi jeg kender flere ældre mennesker i Hvalpsund, der vil have vanskeligt ved det, forklarer Rita Kastbjerg.
Meget fik holdet ikke ud af besøget i Aalborg.
- Men så kan vi da sige, at vi har gjort hvad vi kunne, konstaterede Gert Hosbond fra Farsø Sygehus Støtteforening.
Og så kørte Rita Kastbjerg bussen i garage igen, gjorde den ren og havde de sidste fritimer for sig selv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.