Satsning: Super-golfcenter vil være folkeligt
Det nye navn "HimmerLand" skal hjælpe Gatten til at gøre opmærksom på egnens mest alsidige feriested
GATTEN: Noget for alle og mere for familien.
Det er kort sagt det som golfcenteret i Gatten for fremtiden vil gøre mere opmærksom på at man tilbyder. Og fremtiden starter på fredag.
Her vil man ikke længere kunne besøge Himmerland Golf & Spa Resort. I stedet er navnet det mere mundrette "HimmerLand", der både skal signalere lokal tilknytning, kvalitet og alsidighed.
- Navnet lå lige for. ikke bare fordi at vi ligger i Himmerland, men det er hvad vi bliver kaldt af rigtigt mange. Og vi vil gerne være et sted alle har lyst og mulighed for at komme, fortæller HimmerLands direktør, Mark Bering.
Flere på ferie
Han håber at den corona-krise, der også har været hård ved centeret i Gatten, vil betale lidt tilbage i løbet af sommeren. Det tyder meget faktisk på, da markant færre end ellers ser ud til at satse på at holde ferie i udlandet.
- Vi har fået en del ekstra bookinger. Både af ferier og kortere ophold hen over weekender. Vi kan godt mærke at folk ser anderledes på mulighederne, oplever direktøren.
Han vil gerne have ferietilbud i flere prisklasser, så både de kræsne og de mest økonomiske gæster kan være med.
Investeret millioner
- Jeg tør godt sige, at vi har en kendskabsgrad på 97 procent blandt golfspillerne i Danmark. Men vi er langt mindre kendt for vores nyrenoverede hotel, 330 golfhuse og at vi tilbyder noget at lave for hele familien, også dem som ikke spiller golf. Det vil vi gøre mere opmærksom på, forklarer han.
Mens offentlighedens opmærksomhed har været fokuseret på den internationale golfturnering Made In Denmark, så er der investeret mange millioner kroner i at gøre centerområdet mere og mere alsidigt.
Kernen udenfor de toptrimmede baner har længe været wellness, bowlingcenter, minigolf og svømmehal. Men nu er de blandt andet blevet suppleret med en badebro ud i centerets sø, så man både kan bade, sejle i kano og dyrke paddling.
Multihal på vej
Om et par uger kommer der også en sauna op, så man er sikret varmen efter en dukkert.
- Vi vil gerne have at HimmerLand er et eftertragtet sted at besøge, også om vinteren. Det er også derfor vi håber snart at kunne bygge en multihal, fortæller Mark Bering.
Multihallen er stadig på tegnebordet. Men får man lov til at opføre den bliver det med baner til vintersportsgrenene håndbold og badminton. Samt mulighed for at bruge stedet til koncerter for op mod 700 tilhørere.
Erhvervsdelen er man også i fuld gang med at opgradere. Faciliteterne er både til konferencer, mindre møder og munter teambuilding. Og det kulinariske har også fået et smagfuldt tvist i et samarbejde med den kendte ernæringsekspert Christian Bitz:
- Kort sagt bruger vi så vidt muligt lokale råvarer, som har en høj kvalitet. Så må man selv om det skal være ultrasundt eller stegt flæsk, man vil have, siger direktøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.