Skolebestyrelse ville nedlægge skole - nu har alle trukket sig
Syvmandsgruppe fik indkaldt til hurtigt borgermøde
Opdateret kl. 15:41
VESTER HORNUM: Hele skolebestyrelsen på den lille landsbyskole i Vester Hornum i Vesthimmerland har nu trukket sig.
Det sker efter skolebestyrelsen i sidste uge kom med en yderst kontroversiel anbefaling til byrådet: Luk vores skole på grund af faldende børnetal.
Forslaget vakte så stor opsigt og gav så megen ballade i byen, at skolebestyrelsen nu har valgt at trække sig.
Efter udmeldingen har der været stor mødeaktivitet i landsbyen - blandt andet har der været afholdt et borgermøde i den lokale sportshal, som trak næsten 100 borgere.
Det var en flok på syv forældre, der havde indkaldt til borgermødet.
En af initiativtagerne var Camilla Overvad Laursen, der glæder sig over det store fremmøde i hallen.
- Regnestykket er ubehageligt enkelt for Vester Hornum Skole. For fem år siden gik der 141 elever i skolen i landsbyen nord for Farsø. I år er elevtallet faldet til 103, altså næsten med en tredjedel. Og der er ikke nogen trøst at hente at fødselstallene: Der fødes stadig få børn i skoledistriktet.
- I børnehaven går der 18 børn lige nu. Det er i gennemsnit seks børn for hver af de tre næste årgange.
- Dertil kommer, at en del børnene bliver sendt i andre skoler end den mest lokale af deres forældre.
- Der var meget stor opbakning til der skal vælges en ny skolebestyrelse, som kan kæmpe for skolens bevarelse, siger Camilla Overvad Laursen.
Undrer sig
Ole Lassen, der ligesom Camilla Overvad Laursen også er forældre, samt med i gruppen på de syv initiativtagere, glæder sig også over den store opbakning.
- Mange af dem, der var mødt frem i weekenden til borgermøde undrede sig over, at den gamle skolebestyrelse pludselig var kommet med forslaget. Uden nogen havde hørt noget som helst, siger Ole Lassen, der endnu ikke ved, om han stiller op, når der skal vælges en ny skolebestyrelse.
Mangler inklusionsmidler
Den afgående skolebestyrelsesformand Henrik Petersen siger, at han helt fra starten har sagt, at en lukning af Vester Hornum Skole ikke er hans ønskescenarie.
- Men vi har i skolebestyrelsen ikke kunnet se nogle alternativer. Derfor foreslog vi en lukning. Nu kan vi konstatere, at et bredt initiativ i byen ønsker at afsøge netop alternativer til en lukning. Det vil ikke give nogen mening, at vi arbejder imod dette initiativ. Vi har brug for sammenhold, ikke splittelse.
- Vi har derfor valgt at trække os og give plads til nye kræfter i skolebestyrelsen, siger Henrik Petersen, som ikke har yderligere kommentarer, men ønsker al mulig held og lykke til dem, der kommer til at overtage pladserne i skolebestyrelsen.
Han forklarede forleden til Nordjyske, at baggrunden for forslaget - udover faldende børnetal - skyldes, at skolen på kommunens budget kunne konstatere, at man ikke næste år får de inklusionsmidler til børn med særlige udfordringer, som man tidligere har fået.
- Derfor ser vi ingen anden udvej end at anbefale, at skolen lukker, forklarede bestyrelsesformand Henrik Petersen indstillingen, som han understregede, at skolebestyrelsen fandt svær.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.