Slagsmål på asylcenter: 52-årig snittet i hånden

25-årig anholdt efter slagsmål på asylcenter i Ranum

Arkivfoto

Arkivfoto

RANUM:En uoverensstemmelse mellem to beboere på asylcenteret i Ranum førte lørdag aften til, at en 25-årig mand blev anholdt og har tilbragt natten på politigården i Aalborg.

- Der kom klokken 21.27 lørdag aften fra asylcenteret på Ludvig Müllers Have en anmeldelse om, at der gik en person rundt og smadrede vinduer derude. Vi var fremme med en patrulje i løbet af en 10 minutters tid. Da betjentene kom frem til stedet, kunne de konstatere, at der forud for rudeknusningerne havde været et slagsmål mellem rudeknuseren og en anden person på centeret, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

I forbindelse med slagsmålet var en 52-årig mand blevet skåret i den ene hånd enten med en kniv eller et stykke glas af den 25-årige mand.

Politiet fik med hjælp af vidner til opgøret mellem de to mænd hurtigt fundet frem til den 25-årige, der blev anholdt og taget med til Aalborg.

- Han er blevet sigtet for kvalificeret vold. Vi ledte efter kniven på asylcenteret, men har ikke kunnet finde noget, så om den 52-årige er blevet skåret med et stykke glas eller altså en kniv, ved vi ikke. Og den 25-årige er ikke ret meddelsom om sagen, forklarer vagtchefen.

Karsten Højrup Kristensen kan ikke sige noget om motivet til uoverensstemmelsen, men oplyser, at der hurtigt faldt ro over gemytterne på asylcenteret igen ovenpå lørdag aftens episode.

Den 52-årige er blevet behandlet for overfladiske snitsår på hånden.

Det blev ikke vurderet, at den 25-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør, og han er derfor blevet løsladt efter endt afhøring. Der venter ham dog lige et retsligt efterspil for voldsepisoden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden