Parkering

Slut med parkeringsbøder: Så fik politikere trussel om selvtægt

Der var for mange parkeringsbøder i kommunen. Så kontrollen blev droppet. Men nu er nogle beboere utilfredse med beslutningen

Det er ikke alle borgere, der er tilfredse med, at kommunen har droppet parkeringskontrollen.
Det er ikke alle borgere, der er tilfredse med, at kommunen har droppet parkeringskontrollen. Foto: Bo Lehm

Der blev simpelthen udskrevet for mange parkeringsbøder i Vesthimmerlands Kommune, mente politikerne.

Konsekvensen blev, at man droppede parkeringskontrollen.

Det kan måske lyde spøjst, og det hjalp da ikke, at beslutningen kom ud 1. april. Flere af Nordjyskes læsere var i tvivl, om det var en aprilsnar.

Men selvom det ikke var en joke, har sagen nu taget en langt mere alvorlig drejning.

Efter beslutningen har politikere i Vesthimmerlands Kommunes byråd modtaget en anonym trussel om selvtægt.

Det skriver Aars.dk i en artikel onsdag.

Her fremgår også den fulde ordlyd af truslen til byrådsmedlemmerne.

Selvtægt meldt til politiet

Ifølge mediet, der har talt med byrådsmedlemmet Per Nyborg (K) og formanden for Teknik- og Miljøudvalget i kommunen, Allan Ritter (K), er truslen underskrevet af "P-Nisserne".

I beskeden kalder afsenderne tilstanden, efter beslutningen træder i kraft, "det vilde vesten" og truer med at punktere dæk, lægge sand i vinduesviskerne og lave ridser i biler, der ikke overholder parkeringsreglerne.

Ifølge Aars.dk er sagen meldt til politiet.

- Det er i orden at være uenig i det, der bliver besluttet, men beslutningerne skal respekteres. Men når uenigheden kommer anonymt og med ønske om at begå selvtægt, så er min grænse nået, siger Per Nyborg til Aars.dk.

Masser af bøder

Beslutningen om at droppe parkeringskontrollen i kommunen blev truffet, efter at man udskrev 807 bøder i 2024.

Derfor besluttede et snævert flertal i Teknik- og Miljøudvalget, at man skulle droppe parkeringsbøderne for ikke at skræmme handlende væk fra bymidterne i kommunen.

Tidligere har parkeringskontrollen været en opgave for firmaet Parkeringskontrol Nord, som Vesthimmerlands Kommune har haft en aftale med.

Den aftale har et halvt års opsigelse - og derfor stopper parkeringskontrollen højst sandsynligt i oktober, fortalte Allan Ritter til Nordjyske i forbindelse med beslutningen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden