Tændte lys for afdød hustru: Der gik ild i udestue
To brande i udestuer med to timers mellemrum. Den ene blev slukket med haveslange
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:39
RANUM: Der skete mandag kort før middag en del skader på en udestue bygget til en villa på Mallevej lige udenfor Ranum.
- Et kirkegårdslys havde tændt ild i et bord i udestuen, og der var gået ild i en del plastikmateriale. Så branden udviklede en kraftig sort røg, forklarer indsatsleder Caspar Weisberg, Nordjyllands Beredskab.
Ifølge indsatslederen var branden opstået, da manden i huset havde tændt lyset til ære for sin netop afdøde hustru. Han var herefter taget til bedemanden, og da han kom tilbage til huset, var der gået ild i bordet i udestuen. Manden alarmerede derfor beredskabet, der fik alarmen klokken 11.20.
- Vi rykkede med et hold fra stationen i Løgstør - en holdleder, fem mand og to brandbiler - og brandfolkene fik hurtigt slukket ilden, som dog havde forårsaget røg- og sodskader på udestuen. Derefter luftede vi ud, og brandstedet er nu overgået til skadesservice, fortæller Caspar Weisberg.
Selve villaen slap for ilden, og ingen om til skade ved branden.
Slukkede branden med haveslange
Da branden ved Ranum var slukket, måtte indsatsleder Caspar Weisberg og brandfolk fra Aars køre ud til en lignende brand i Sønderup.
Alarmopkaldet kom kl. 12.48 fra Sønderupgårdvej.
- En mand havde stillet en juledekoration ud i udestuen. Den stod på et plastikbord, og han havde ikke lige holdt øje med det. Efter nogen tid opdagede manden - der heldigvis var hjemme - en meget tyk og sort røg, fortæller Caspar Weisberg.
Manden handlede dog resolut, kom ud af huset og trak haveslangen hen til døren ind til udestuen. Her stod han udenfor og fik slukket branden inde i udestuen.
- Branden var slukket, da vi kom frem. Så vi åbnede vinduerne i udestuen, tilkaldte skadeservice og undersøgte selve huset for skader, fortæller Caspar Weisberg.
Selve huset havde ingen skader, og heller ingen personer kom til skade ved branden.
- Men det minder endnu en gang om, at man ikke skal gå fra levende lys, der er tændt, siger Caspar Weisberg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.