Genopstået hunderace: Vikingernes bedste ven er tilbage

Deres forfædre blev klappet på hovedet af Harald Blåtand. Og så er de yngste medlemmer af Danmarks på én gang nyeste og ældste hunderace, både kloge og venlige

Måske har hvalpens forfædre tumlet rundt ved Fyrkat, Aggersborg og vikingekongernes hof. Nu tumler de i hvert fald atter rundt i Danmark og Tine Ofverlinds hus og have. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Måske har hvalpens forfædre tumlet rundt ved Fyrkat, Aggersborg og vikingekongernes hof. Nu tumler de i hvert fald atter rundt i Danmark og Tine Ofverlinds hus og have. Foto: Martél Andersen

HOBRO:Der er præcis lige så meget ballade i de fem hvalpe, som i alle mulige andre af den størrelse. Men kuldet hos Tine Ofverlind er alligevel noget særligt.

De er nemlig af arten Sort Spids og dermed del af den nyeste hunderace, der er blevet registreret i Danmark. Det skete så sent som i efteråret 2021, at Dansk Spids fik Dansk Kennel Klubs blå stempel som race.

Samtidig med at Sort Spids er den nyeste hundeart i landet, er det også en af de ældste. Hvalpene er nemlig den nyeste generation i den genskabte race, som var almindelig i Danmark fra vikingetiden og op omkring besættelsestiden.

Atter sin egen

- Så forsvandt de. Avlsarbejdet holdt op, og de blev blandet op med andre typer hunde og racer. Men nu er det lykkedes os at få dem tilbage. Og de er bare SÅ dejlige, smiler det glade hundemenneske, der har bragt sit andet kuld af den nye race til verden på fire år.  

DKK om Sort Spids

"Sort spids er harmonisk, loyal og kærlig. Den er særdeles familieorienteret, selskabelig, kontaktsøgende og generelt venlig og imødekommende over for både mennesker og dyr"

Dansk Kennel Klub (DKK)

I dag er der over 300 af de muntre og sociale spidser på landsplan. Rent genetisk er de nu så stabile, at de ikke behøver at få tilført noget fra andre hunderacer. Sort Spids er atter blevet helt sin egen, ganske som den var i gamle dage. 

Gammel som race, ny som hvalp. Og ude på narrestreger. Sort Spids er tilbage i Danmark. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Gammel som race, ny som hvalp. Og ude på narrestreger. Sort Spids er tilbage i Danmark. Foto: Martél Andersen

Kærlige røvere

Nogle vil måske tro, at vikingernes hunde var bidske væsener, der levede op til deres herrers og fruers stridbare sider. Men sådan er det overhovedet ikke, fortæller Tine Ofverlind.

- Jeg har før prøvet at have schæferhund, samojede og en labradorblanding. Men de her er de bedste familiehunde, jeg har oplevet. Også selv om de der er nogle værre røvere, siger Tine Ofverlind kærligt, mens fem klumper sort charme tumler rundt om fødderne på hende.

Hun lever med, at hvalpene har overtaget en stor del af stuen med en indhegning, i de otte uger der er gået, siden de blev født den 12. april. Samt at forbruget af køkkenrulle og toiletpapir er steget til astronomiske højder, og at hun mindst må vaske gulv hver anden dag. Ofte flere gange dagligt.

Hvalpene er yderst charmerende i den ende, hvor hovedet sidder. Men det, der kommer ud af deres anden ende, er Tine Ofverlind knap så glad for. Men det kommer man ikke uden om.

Selv om ens race har været med til at skrive historie på vikingernes skibe, er der nu ikke noget som god gammeldags hvalpeleg.  <i>Foto: Martél Andersen</i>

Selv om ens race har været med til at skrive historie på vikingernes skibe, er der nu ikke noget som god gammeldags hvalpeleg.  Foto: Martél Andersen

Entusiaster tog fat

At hvalpene spæner rundt i Hobro skyldes, at entusiaster siden 1992 har avlet målrettet for at genskabe arten.  For selv om Sort Spids har været forsvundet i årtier, er der flere beskrivelser i ord og billede af arten fra tidligere århundreder. 

Ikke at der er skrevet meget. Men man kan konstatere, at der er tale om en mellemstor hund på en 20-30 kilo, 44 til 52 centimeter høj, og oftest sort. Pelsen er glat, tæt og kort, modsat den der sidder på de fleste andre spidser. Og så er hunden både kærlig, lærenem og let at opdrage.

Den 18. januar 1993 blev det første officielle kuld Sort Spids født nær Ladby på Fyn, og i dag er over 300 hunde fordelt over landet. Med forsigtighed og et nøje register krydses de, så racen kan vokse, uden at blive ramt af indavl.

Fakta om Sort Spids

  • Menes oprindeligt at have været en af vikingernes foretrukne hunderacer. Hvor langt tilbage partnerskabet mellem spids og menneske går i historien, kan man kun gætte på.
  • Er beskrevet op gennem middelalderen og til nutiden, hvor den tilsyneladende forsvandt sporløst efter besættelsestiden. Formentlig krydset væk med andre hunde.
  • Den nu afdøde Elgaard Madsen savnede hunden, som han havde kendt i sin barndom, og søgte efter den rundt om i landet, dog uden held. Han besluttede derefter at prøve at genskabe hunderacen.
  • Elgaard Madsen boede ved Ladby nordøst for Odense og pudsigt nok er det stedet, hvor man har fundet de ældste spor af hunden i en vikings skibsgrav.
  •  Fra 1992 arbejdede han målrettet på at genskabe racen, senere kom flere med. 
  • I starten havde racen blandt andet navnet "Ladby-hunden". Siden blev den også kaldt "Dansk Vikingehund". Det navn kunne ikke accepteres af DKK, da andre hunderacer også fandtes i vikingetiden. "Sort Spids" er også det navn, som hunden bar, før den forsvandt midt i 1900-talllet. 
  • Sort Spids er avlet ud af Norsk Buhund og australsk Kelpi. Australsk Kelpi er trods sit navn nordisk af oprindelse og stammer i nyere tid fra Skotland, hvorfra udvandrere tog den med til Australien.
  • Får man sig en Sort Spids, bliver man inderligt opfordret til at deltage i det videre avlsarbejde, så racens fremtid kan sikres. 

Kilde: Cand.mag Annette Schmidt-Mogensen, Dansk Kennel Klub

Fundet i skibsgrav

Når Sort Spids tilskrives vikingetiden, skyldes det blandt andet, at der er fundet hundeskeletter ved Ladby på Fyn. Her ligger Ladby-skibet, Danmarks eneste kendte skibsbegravelse fra vikingetiden, man kender til, med tilhørende begravede hunde. 

Helt sikker på, at det er sorte spidser, kan man selvfølgelig ikke være. Men målene passer på den hundeart, der er beskrevet op gennem middelalderen. Og nogen god grund til, at middelalderens mennesker skulle have stået for et større skift i hunderacer efter vikingetiden, har ingen kunnet få øje på. 

Som ekstra rettesnor for avlen kan man læse om Danmarks allerførste hundeudstilling. Den fandt sted tilbage i 1889, hvor en sort spids beskrevet som deltager, og i øvrigt fik sølvmedalje.

Det er ikke sådan at holde de fire livsglade hvalpe indenfor billedet på én gang. Her lykkedes det dog Tine Ofverlid. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Det er ikke sådan at holde de fire livsglade hvalpe indenfor billedet på én gang. Her lykkedes det dog Tine Ofverlid. Foto: Martél Andersen

Tre hvalpe tilbage

- Det har været dejlige uger. Men det har godt nok også været hårdt. Selv om jeg vil savne hvalpene, så glæder jeg mig også til at få mit liv tilbage. Og et gulv, der ikke skal vaskes hele tiden, smiler Tine Ofverlid.

For selvfølgelig skal hvalpene sælges. Heldigvis er mange tilsyneladende enige med hende i, at Sort Spids er en god familiehund. Fem af de otte levedygtige hvalpe, der blev født 12. april, er  solgt, og fire af dem afhentet i skrivende stund. Tilbage er to hanner og en tæve, der løber rundt i fødehjemmet, uden at deres videre liv er afklaret.

Tine Ofverlid

  • 54 år
  • Født og opvokset i Hadsund
  • Efternavnet er af svensk oprindelse
  • Til daglig er hun buschauffør
  • Har fra barnsben spillet kornet. Spiller nu i Mariagerfjord Musikforening og blæseorkestret PUST.

Kilde: Tine Ofverlund

Ikke hundeløs

Helt hundeløs bliver Tine Ofverlid dog ikke. Hun får selskab af hvalpenes mor Asti, der i øvrigt var med i det kuld, som Tine Ofverlid hjalp til verden i 2019. Det gælder også Astis søster Lagu, der tidligere har fået to kuld hvalpe. 

Og så deres bror Aslak, der er på længere besøg, men mest er sat uden for døren, fordi Lagu er i løbetid og sender skyer af hormoner mod hans næsebor.

Det finder han sig dog pænt i. Og så ved man, at vikingerne havde velopdragne hunde.

   

Ude på ballade? Mig? <i>Foto: Martél Andersen</i>

Ude på ballade? Mig? Foto: Martél Andersen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.