To 19-årige taget i vanvidskørsel - måtte sige farvel til Audi
Staffen går op til fængselsstraf, men de to risikerer også store bøder og frakendelse af kørekortet - udover at Audien kan blive konfiskeret
NORDJYLLAND: Det blev dyrt for to 19-årige, da de tirsdag blev taget i vanvidskørsel.
Bilen - en Audi A5 Sportsback - blev kort efter middag fanget i politiets automatiske trafikkontrol - de såkaldt fotovogne - der holdt på Sdr Omfartsvej i Brønderslev.
Bilen blev målt til 130 kilometer i timen - et sted, hvor fartgrænsen er 60 kilometer i timen.
Det fik Nordjyllands Politi til at efterlyse bilen hos politiets patruljer.
- Samtidig undersøgte vi, hvor ejeren kommer fra. Her kunne vi se, at han kommer fra Vesthimmerlands Kommune, og derfor holdt vi øje omkring Limfjordstunnelen, siger politikommissær Michael Olesen fra Nordjyllands Politi.
Audien kom ganske rigtigt igennem Limfjordstunnelen, hvor en patrulje fra politiet kunne standse den klokken 14.40.
Bilen blev kørt af en 19-årig mand fra Brønderslev-området, mens den ligeledes 19-årige ejer af bilen - fra Vesthimmerland - sad på passagersædet.
- Og der var kort og kontant afregning, fortæller Michael Olesen.
De to unge mænd måtte pænt vinke farvel til bilen, der blev beslaglagt efter loven om vanvidsbilisme med henblik på konfiskering. Bilen blev hentet af et fejeblad.
Herudover er føreren sigtet for vanvidskørsel og må en tur i retten. Straffen for vanvidskørsel er - hvis der ikke sker uheld - som udgangspunkt tre års ubetinget frakendelse af førerretten, konfiskation af køretøjet og 20 dages fængsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.