To ældre kvinder i samme by bestjålet af fræk listetyv
Mens kvinderne var hjemme, sneg gerningsmanden sig ind og stjal kontanter og guldsmykker
GEDSTED: En spinkel mand iført en grå fleece-jakke.
Sådan lyder det foreløbige signalement af en fræk listetyv, som onsdag menes at have sneget sig ind på mindst to adresser i Gedsted.
På Hybenvej nåede beboeren, en 74-årig kvinde, lige akkurat at få et glimt af gerningsmanden. Forinden havde han set sit snit til at liste sig ind og stjæle 6-700 kroner fra en tegnebog, mens pengenes retmæssige ejerkvinde opholdt sig i et tilstødende rum.
På Holmmarkvej undgik listetyven behændigt at blive set, men meget tyder ifølge Himmerlands Politi på, at det også her var den spinkle mand i fleece-jakken, der var på spil.
Uden at lade sig anfægte af at beboeren på adressen, en 93-årig kvinde, var hjemme, sneg manden sig i de tidlige eftermiddagstimer ind og forsvandt med 500 kroner fra en pung og 600 kroner fra et skrin foruden et guldarmbånd og en guldhalskæde.