Tradition brudt i erhvervsråd

Løgstør-repræsentant fortsætter som formand i endnu en periode

Formand for Erhverv Væksthimmerland Albert Veggerby, Mejerigården (tv) og næstformand Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland (th). Privatfoto

Formand for Erhverv Væksthimmerland Albert Veggerby, Mejerigården (tv) og næstformand Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland (th). Privatfoto

For første gang har bestyrelsen for Erhverv Væksthimmerland konstitueret sig selv.

Resultatet blev, at Albert Veggerby fra Løgstør og Brian Otte fra Farsø i det kommende år indtager positionerne som henholdsvis formand og næstformand i det fælles vesthimmerlandske erhvervsråd.

Traditionen har ellers hidtil været, at formandsposten automatisk er gået på skift mellem de fire vesthimmerlandske erhvervsråds udpegede formandskandidater.

En formand har derfor ikke tidligere siddet i mere end et år på posten, men har dog kunnet få den tilbage hvert fjerde år.

Siden sidste års rotation har foreningen imidlertid fået indføjet i vedtægterne, at både formands- og næstformandsposterne følger det mere sædvanlige foreningsprincip, nemlig at formændene vælges blandt bestyrelsens medlemmer og har mulighed for at blive genvalgt flere år i træk.

Albert Veggerby var fungerende formand fra året før, og har tidligere haft posten for fire år siden, mens Brian Otte to gange tidligere har fungeret som foreningens formand.

Dermed er det et par yderst kvalificerede og erfarne formandsprofiler, der i det kommende år kommer til at stå i spidsen for Erhverv Væksthimmerland - i tæt samarbejde med erhvervschef Dan Skovgaard.

En tradition, der dog ikke er ændret på, er, at der på sommerens bestyrelsesmøde skiftes ud blandt de foreningsmedlemmer, som erhvervsrådene hver udpeger to af.

Farsø Erhvervsråd har valgt at sende områdedirektør Claus Sejrup Villadsen fra Den Jyske Sparekasse til bestyrelsen. Han afløser statsaut. revisor Ole Hosbond Poulsen fra Beierholm.

Den nye konstituerede bestyrelse og formandskabet vil i det kommende år ”arbejde for at styrke foreningens gennemslagskraft, styrke det erhvervsmæssige sammenhold i hele kommunen og gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i Vesthimmerland”, som det udtrykkes i en pressemeddelelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.