Tre kandidater i opløb om årets iværksætterpris

Prisen overrækkes ved en delvist digital event 15. december

Den unge duo, Nicolas Cabald Støttrup Jensen og Mads Bach Laursen, er blandt kandidaterne til i  2020 at blive ”årets iværksættere” i Vesthimmerland. Duoen har opfundet et kabel til opladning af telefon direkte fra Soundboks. Arkivfoto: Henrik Louis

Den unge duo, Nicolas Cabald Støttrup Jensen og Mads Bach Laursen, er blandt kandidaterne til i 2020 at blive ”årets iværksættere” i Vesthimmerland. Duoen har opfundet et kabel til opladning af telefon direkte fra Soundboks. Arkivfoto: Henrik Louis

Når Iværksætter Vesthimmerland og Spar Nord 15. december for femte gang kårer ”Årets Iværksætter” i Vesthimmerland, bliver det under noget andre former end normalt.

På grund af corona-situationen har det lokale erhvervskontor, Erhverv Væksthimmerland, denne gang valgt at afholde kåringen som en delvist digital event, som bliver livestreamet på Erhverv Væksthimmerlands Facebook-side.

Alle i Vesthimmerlands Kommune har på forhånd haft mulighed for at nominere en kandidat til ”Årets iværksætter”, og ved fristens udløb var der indløbet i alt otte bud på privatpersoner, virksomheder og medarbejdere, som hver især har gjort sig fortjent til iværksætterprisen.

Ud af de otte har bestyrelsen for Erhverv Væksthimmerland udvalgt tre ”spændende og velkvalificerede kandidater”, som nu udgør det endelige finalefelt.

De tre nominerede virksomheder er ”Spice by Spice” ved Lise og Ib Klausen, ”GearBoks” ved Nicolas Cabald Støttrup Jensen og Mads Bach Laursen samt ”Kaya Herbs” ved Robert Pedersen, Claus Wimmer-Aune og Arne Wammen.

Farsø-virksomheden ”Spice by Spice” er stiftet af Lise og Ib Klausen i marts 2019 og forhandler krydderier, olier mv. fra New Zealandske ”Wild Appetite”.

”Spice by Spice” er primært nomineret for ”deres stærke mod og ikke mindst passion for at gå den ekstra mil for kunderne. De har konstant fokus på nye ideer, der kan udvikle forretningen og give nye lækre smage på hylderne. De inspirerer dagligt med nye opskrifter og videoer, der giver ideer til brug af produkterne og hjælper kunderne til nye smagsoplevelser”.

Overlade-virksomheden ”GearBoks” er stiftet af 22-årige Nicolas Cabald Støttrup Jensen og 21-årige Mads Bach Laursen i oktober 2019.

Virksomheden har udviklet et kabel til opladning af telefon direkte fra Soundboks, og trods corona-nedlukningerne, som har sat en stor kæp i hjulet for de to unge iværksættere, har de alligevel knoklet videre og bruger fritiden på at renovere og lave haveservice, så de kan tjene ind til at holde drømmen kørende.

Foreløbig har Gearboks indgået et samarbejde med HiFi Klubben, der gerne vil aftage firmaets kabler i alle deres butikker.

”GearBoks er nomineret fordi de med deres originalitet, opfindsomhed og store arbejdsindsats har formået at skabe et produkt med et kæmpe potentiale ikke bare i Danmark, men også internationalt”.

Tredje og sidste kandidat til årets iværksætterpris er Aars-virksomheden Kaya Herbs, som er stiftet af Robert Pedersen, Claus Wimmer-Aune og Arne Vammen i april 2017.

Virksomheden driver vertikal farming af økologiske krydderurter, og firmaet har nu indgået et samarbejde med en stor detailkæde og forventer en fordobling af produktionen i 2021.

”Kaya Herbs er nomineret for deres gennemarbejdede idé, fokus på fremtidens fødevareproduktion, bæredygtige og grønne forretningsmodel og ikke mindst deres evne til at skaffe finansiering og at have store ambitioner til at skabe en skalérbar virksomhed helt fra starten”.

Det er erhvervskonsulent Søren Rigborg, der står med det praktiske ansvar for afviklingen af iværksætterkonkurrencen, og han glæder sig over, at der igen i år ser ud til at blive tæt opløb om prisen som ”Årets Iværksætter” i Vesthimmerland.

- For at bevare et sundt og aktivt erhvervsklima i Vesthimmerlands Kommune, er det altafgørende, at vi hele tiden har iværksættere, knopskydere og ildsjæle, der er i gang med at etablere nye virksomheder og/eller vil drive virksomhed i Vesthimmerlands Kommune, fremhæver han.

Selve prisen handler naturligvis rigtigt meget om æren og den positive opmærksomhed, der skabes omkring virksomheden og iværksætteriet i det hele taget, men der er dog også en kontant anerkendelse i form af 2.000 kr. kontant.

Dertil kommer et diplom til at hænge op på væggen og - ikke mindst - et kunstværk udført af kunstneren Jan Anker Petersen fra Alstrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.