Tvind kørte alle de andre busser væk: Anders købte den sidste af tv-kendis
Museumsgæster får glæde af gammel Bedford-bus
Opdateret 15. oktober 2022 kl. 18:21
LØGSTØR: Samtidig med Nordjyllands Kystmuseum i Vendsyssel har droppet en populær historisk veteranbus på grund af kommunale besparelser, så går Limfjordsmuseet i Løgstør nu den modsatte vej.
Her har museumsgæsterne på det statsanerkendte museum nemlig udsigt til snart at kunne køre rundt i en veteran Bedford-bus fra 1954.
Museet har netop købt bussen for at give museumsgæsterne oplevelser i hele Limfjordslandet.
Mobil formidling
- Vi vil lave mobil formidling i hele Limfjordsområdet og med den gamle veteranbus drage ud på guidede ture for at gøre gæsterne klogere på Limfjordens kulturarv og Limfjordens natur, siger Anders Bloksgaard, der er museumsdirektør på Limfjordsmuseet.
Bussen er købt på Sjælland via den TV-kendte forhandler af veteranbiler, Læborg Auto, som torsdag aften satte bussen af i Løgstør.
Indehaveren af Læborg Auto, Søren Sørensen, har været med i DR-programmerne Skattejægerne.
Museet skal ud
- Vi har gennem en årrække haft en ambition om at styrke formidlingen af Limfjordens natur- og kulturarv ude i Limfjordslandet.
- Altså udvikle museet således, at kulturbrugere og naturinteresserede ikke kun kommer på museet, men hvor museet også kommer til brugerne, siger Anders Bloksgaard, der forestiller sig, at veteranbussen f.eks. kan hente et selskab med gæster i Aalborg og køre dem til Limfjordsmuseet eller ud på oplevelser i Limfjordslandet.
Guidet tur
- Det kan være ud for at opleve østersbanker ved fjorden eller f.eks. en guidet tur til Danmarks største vikingeborg, der ligger i Aggersund lige på den anden side af Limfjorden. Og det vel at mærke i en gammel bus, der i sig selv rummer et lille stykke Danmarkshistorie, siger museumsdirektøren, som har fået fat i den eneste gamle Bedford af sin art i Danmark.
- Der var godt nok en hel del af dem i sin tid, men de blev købt op af Den Rejsende Højskole i Tvind, der brugte bilerne til at køre til fjernøsten. Her strandede de i f.eks. Afghanistan, og derfor er det den eneste tilbageværende af sin art i Danmark, fortæller museumsdirektør, som har betalt 230.000 kr. for bussen.
Pengene kommer fra LAG-midler og Spar Nord-fonden.
Masser af frivillige
Tanken er, at bussen både skal køres og serviceres af frivillige på museet. Guiderne ombord vil være museumsfolk, men det kan også være frivillige.
- Vi er i den fantastiske situation, at vi har et meget stort hold af frivillige, der bakker op omkring museet. Havde det ikke været for dem, så ville vi aldrig turde begive os ud i køb af en så gammel bus, siger Anders Bloksgaard, der - med et glimt i øjet - fortæller, at bussen kan løse et helt konkret problem.
Snaps i blodet
- Her på museet har vi et snapseri, hvor frivillige fortæller om historiske emner akkompagneret af fødevareoplevelser baseret på lokale råvarer og smagsoplevelser på kryddersnapse. Og selvom arrangementerne har fokus på formidling og smag, så vil man på snapseriet kunne blive tilbudt fire forskellige kryddersnapse. Snaps i blodet medfører et transportproblem for vores gæster, og det problem kan museumsbussen være med til at håndtere, siger Anders Bloksgaard.
Tanken er at bussen skal bruges i sommersæsonen.
38 personer
Bedfordbussen er en såkaldt SB Bus med plads og tilladelse til drift af 38 personer - inklusiv chauffør og guide. Den er gennemrestaureret.
Bussen er oprindeligt bygget på Aabenraa Karrosserifabrik i 1954 og apteret ved Platz i Haderslev. Den er en af de første med aluminiumskarosseri og har komplet historik med ejerforhold op gennem tiderne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.