Unge brødre fængslet for fire påsatte brande
En 17-årig og en 19-årig mand er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:51
VEGGER/GUNDERSTED: To brødre på 17 og 19 år er efter et grundlovsforhør torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for fire påsatte brande.
Det oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.
Brødrene blev anholdt onsdag aften efter to brande i Vegger og Gundersted med få kilometers mellemrum inden for kort tid.
Begge brødre erkender at stå bag branden i Gundersted, der blev antændt ved noget el-installation. Her brød ilden gennem taget. Storebroren har også erkendt at stå bag branden i Vegger, der blev antændt i et udhus, og hvor huset blev totalskadet.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning samt på grund af den ene mands unge alder.