Unik ejendom får ny ejer: - Den er købt sammen med mine børn
Tidligere dommergård får nyt liv - den skal rumme lejligheder
Opdateret kl. 10:01
LØGSTØR: Der er nyt liv på vej til den historiske ejendom Dommergården i Løgstør.
Indehaveren af Agesen El i Fjerritslev, Niels Agesen, har sammen med sine tre børn overtaget den meget specielle ejendom i midtbyen via deres fælles ejendomsselskab Agesen Bolig som de hver ejer 25 procent af.
Den bevaringsværdige ejendom med en helt unik historie var frem til 2010 en del af politistationen i Løgstør, der dengang blev lukket i forbindelse med en ny politireform.
Ejer flere ejendomme
Sammen med sine tre børn ejer Niels Agesen i forvejen via deres fælles selskab ejendomme i Vejgård, Skovsgaard og Brønderslev.
Niels Agesen ejer også flere ejendomme i Brovst, Thisted og Fjerritslev via Agesen Ejendomme. Det selskab står han som eneejer af.
Købt af håndværksmester
Agesen Bolig har købt ejendommen i Løgstør af håndværksmester Casper Hauerslev.
Niels Agesen fortæller til Nordjyske, at planen er at lave syv lejligheder i ejendommen.
- Tanken er at indrette en stor lejlighed på første sal på 130 kvadratmeter og lave to lejligheder i hovedfløjen.
- I de to sidefløje kan der blive plads til to lejligheder i hver, siger Niels Agesen, der håber på, at lejlighederne kan stå færdige i slutningen af i år.
Ikonisk bygning
”Dommergården” blev i 1838 opført af herredsfoged Schwanenskjold som bolig og kontor.
Indtil da havde herredsfogederne boet mange forskellige steder i området.
I 1894 blev gården købt af staten og indrettet som embedsbolig for herredsfogeden. Senere skiftede herredsfogeden navn til dommer - og heraf kommer det, at gården i folkemunde kom til at hedde ”Dommergården”.
Bygningen er opført i senklassicistisk empirestil.
Ved siden af Dommergården ligger hovedbygningen, der oprindelig er Løgstørs råd-, ting- og arresthus.
Den var også en del af politigården frem til 2010.
Her har hotelmanden Torben Larche i dag sin privatbolig.
Agesen El
Begge Niels Agesens to drenge er elinstallatører, mens datteren er på vej til at blive uddannet som bygningskonstruktør.
Hun er direktør for deres fælles selskab.
Agesen El har eksisteret siden 1. juli 1999, hvor Niels Agesen etablerede firmaet som et enkeltmandsfirma med privatadressen som udgangspunkt. Hurtigt viste der sig behov for yderligere medarbejdere og sidenhen flyttede firmaet til større lokaler i et nedlagt landbrug udenfor Klim by.
I 2016 flyttede firmaet til Østergade 33, Fjerritslev.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.