Vesthimmerland klar til et valg i coronaens skygge
Tre valgsteder er flyttet for at sikre større afstand mellem vælgerne

Fra kommunalvalget i Messecenter Himmerland i 2017. Dengang var der ingen, der tænkte på håndsprit, men i år har Vesthimmerlands Kommune lige siden juni haft øje på, at corona ikke skal være årsag til, at nogen undlader at stemme. Arkivfoto: Claus Søndberg
Vesthimmerlands Kommune er godt forberedt til det kommende kommunal-, regions- og ældrerådsvalg - også hvis der sker en yderligere stigning i antallet af corona-smittede.
Sådan lyder den beroligende melding fra valgansvarlig Rasmus Engsig forud for valgdagen 16. november.
- For at være på forkant med en eventuel stigende smitteudvikling op til valgdagen har Vesthimmerlands Kommune siden juni forberedt en række tiltag, som skal sikre, at valghandlingen kan afvikles på forsvarlig vis uanset smittesituationen.
- Vi har sat ekstra ind for at sikre god plads på afstemningsstederne, og tager hele tiden de fornødne forholdsregler med sprit, afstand, rengøring og udvidet mulighed for at brevstemme for at sikre, at alle føler sig trygge. Corona skal ikke være årsagen til, at nogen undlader at stemme, lyder det fra Rasmus Engsig.
På afstemningsstederne vil der hænge opslag, som opfordrer til at holde afstand, spritte af og i øvrigt følge anvisningerne fra de ansvarlige for valghandlingen.
De ansvarlige vil blandt andet sørge for et godt flow, når vælgerne skal gennem afstemningsstedet, og sikre at vælgerne ikke opholder sig unødigt på afstemningsstedet for andet end at afgive deres stemme.
Der opstilles håndsprit på alle 14 afstemningssteder ved indgangen og udgangen til brug for vælgerne.
De ansvarlige for valget vil også afspritte hænder gennem hele dagen, og der vil løbende ske rengøring af de overflader og genstande, som vælgerne er i kontakt med, herunder valgbokse, valgborde og skriveredskaber.
Der er mulighed for at medbringe eget skriveredskab, men det er vigtigt, at der ikke er tale om et skriveredskab med et særpræg, såsom en glimmertusch. Dette særpræg kan medføre, at stemmen erklæres ugyldig.
Der opfordres derfor til, at der bruges almindelige farver som eksempelvis sort, rød eller blå og almindelige skriveredskaber, eksempelvis en blyant eller kuglepen.
Alle, der bemander valgstederne, politiske såvel som administrative, er opfordret til at lade sig teste forud for afstemningen, og for at sikre tilstrækkelig afstand på valgdagen er følgende afstemningssteder
flyttet:
- Hvalpsund Færgekro er flyttet til Hvalpsund Hallen
- Skivum Forsamlingshus er flyttet til Vegger Idræts- og Kulturhus
og
- Toppedalskolen er flyttet til Bakkeskolehallen
Yderligere er der på flere afstemningssteder taget større lokaler i brug på de eksisterende adresser.
- Jeg vil desuden gerne opfordre vælgerne til, så vidt muligt, at brede stemmeafgivningen ud over hele åbningstiden.
- Vi ved, at der er spidsbelastning på afstemningsstederne ved valgets åbning kl. 8 og i tidsrummet kl. 15.30–18, hvor mange har fri fra arbejde eller uddannelse.
- Såfremt det er muligt at arbejde hjemme og afgive sin stemme udenfor spidsbelastningen, så håber jeg, at vælgerne vil tænke over denne mulighed, opfordrer valgansvarlig Rasmus Engsig, Vesthimmerlands Kommune.
Da det forventes at flere borgere ønsker at brevstemme til dette valg, har Vesthimmerlands Kommune derudover valgt at udvide åbningstiderne i Borgerservice, hvor det er muligt at brevstemme indtil 12. november.
Alle, der møder op indenfor åbningstiderne vil få mulighed for at afgive deres brevstemme, men vil man være sikker på at undgå kø, kan det måske være en idé at bestille tid i forvejen.
I Farsø, Aalestrup og Løgstør har der været mulighed for at brevstemme i administrationsbygningerne frem til lørdag 6. november.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.