Veteraner på landevejen
Veddum-løbet med deltagelse fra hele Nordjylland
Opdateret kl. 08:06
VEDDUM: Godt en snes køretøjer, der repræsenterede bilindustriens barn- og ungdom, deltog i weekenden i Veddum-løbet med start og mål i landsbyen.
De ældste var fra i nærheden af århundredskiftet - det forrige - men ingen var nyere end fra 70-erne.
Veteranerne samledes midt på formiddagen på gårdspladsen ved ejendommen Veddum Hovedgade 9, hvor de mange bilejere og adskillige passagerer fik morgenkaffe inden turen gik ud i det himmerlandske landskab. Det holdt nogenlunde tørvejr det meste af turen, der blandt andet gik via Als, men de åbne kareter valgte alligevel at slå kalecherne op. Og det blev et par gange også nødvendigt at sætte vinduesviskerne i gang. Først på eftermiddagen returnerede de blankpolerede køretøjer til Veddum, hvor den stod på frokost.
Flere billøse fulgte med på turen i en stor veteranbus.
Før og efter rundturen, der formede sig som et orienteringsløb, hvor der skulle løses forskellige opgaver på ruten, var der mulighed for interesserede til at se nærmere på køretøjerne og få lidt at vide om de enkelte. En af deltagerne, der stillede sin bil til skue og øste af sin viden, var Verner Johnsen fra Brønderslev, der havde gjort turen fra Vendsyssel i sin Opel Kapitän fra 1939.
Den har kørt et ukendt antal kilometer, men mekanikken er i tip top orden. Der er også ofret flere hundrede timer på restaureringen, inden Verner Johnsen overtog den for nogle år siden.
- Vi bruger den til blandt andet ture som her i Himmerland. Jeg er i den nordjyske organisation for veterankøretøjer, så det bliver til en del udflugter, siger han.
Initiativtager til arrangementet i Veddum er Pia Eriksen, der de seneste år har holdt styr på det organisatoriske og arbejdet på at få økonomien til at hænge sammen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.