- Vi skal tromle os fremad
Mors-Thy-træner kræver kynisme og hårdhed i angrebet
IKAST: - Der er ikke så meget at snakke om. Vi skal gøre alt for at vinde, siger Mors-Thy Håndbolds træner, Jan Paulsen.
Han og spillerne skal i dag til IBF Arena i Ikast for at møde HC Midtjylland. Midtjylland ligger i øjeblikket på en sjetteplads i Boxer Herreligaen med fem point ned til niendepladsen, der er lige under skillelinjen for slutspilspladserne.
- Det er et toptunet hold, vi møder. De kæmper for at få de sidste point til at sikre sig en plads i slutspillet. Samtidig har de tabt to kampe i streg, og det vil de revanchere, siger Mors-Thy-træner Jan Paulsen.
- Vi skal slippe os selv løs
Hans eget hold har også tabt de to ligakampe efter nytår og er ligeledes opsatte på at rette op på det.
- Det afgørende bliver, at vi slipper os selv løs og ikke tænker så meget over tingene, men tromler os fremad. I angrebsspillet skal vise kynisme og hårdhed, siger cheftræneren.
Mors-Thy har inden dagens kamp tre pladser og fire point op til en slutspilsplads. Ikke mindst på grund af de seneste to nederlag til to direkte konkurrenter, GOG og Århus.
- Med de to nederlag ser det stejlt ud, men vi kæmper stadig for den chance, der er, siger Jan Paulsen.