Vi skal vinde de sidste tre
Aalborg Håndbold har ryggen mod muren efter hjemmebanenederlaget til GOG, mener Christian Jensen
Opdateret kl. 08:10
AALBORG: - Vi står med en utrolig dårlig følelse. Vi er pisseskuffede over at tabe den kamp. Vi havde sat os godt op, og troede hele vejen på det, men udfaldet var ikke til vores fordel.
Sådan lyder reaktionen fra Aalborg Håndbolds fløjspiller Christian Jensen ovenpå hjemmebanenederlaget til GOG. Han kunne se sit hold komme dårligt fra start og være bagud ved pausen. En stærk start på anden halvleg vendte dog det hele på hovedet, og det lignede at Aalborg var på vej til at knække fynboerne.
Men i stedet for at komme foran med fire mål, brændte nordjyderne og få minutter efter var GOG foran med to.
Christian Jensen erkender, at Aalborg manglede det sidste mod GOG.
- Vi var et bedre hold, men vi var ikke gode nok til at omsætte det. Vi brænder for mange chancer og får ikke samlet op, og så vinder man ikke håndboldkampe, lyder det fra en skuffet Christian Jensen.
- Vi spiller os til gode chancer, men vi brænder og det koster i den sidste ende.
Ifølge Christian Jensen er Aalborg-mandskabet nu presset, inden de sidste tre kampe i slutspillets gruppe 2. Og der er kun en vej fremad efter 25-26-resultatet.
- Det stiller os ikke særlig godt. Vi skal ud og vinde de sidste tre. Vi har ryggen lidt mod muren, men vi skal op på hesten og så må vi kæmpe alt, vi overhovedet kan, siger Christian Jensen, der selv scorede fire gange i opgøret.
Norske Sander Sagosen måtte to tredjedele henne i første halvleg udgå af kampen med en skade, og den norske profil så resten af kampen liggende på ryggen på udskiftningsbænken med foden i vejret. Hvis Aalborg Håndbold skal undvære Sagosen bliver det op ad bakke, vurderer Jensen. - Det er klart, at det er en stor ulempe. Han har spillet godt i slutspillet. Men nu må vi se. Jeg tror på, at han er klar næste gang, lyder det fra Christian Jensen.
Efter kampens afslutning var der endnu ikke overblik over, hvor skadet Sagosen er. Det menes, at den norske back har fået en forstuvning i foden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.