- Vi tjener på at forære kunst væk

Også kunstnerkredse bakker op om et frit og neutralt internet.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Christian Villum er ACTA-modstander og har erfaring for, at det også forretningsmæssigt kan betale sig at forære kunst væk på internettet. Foto: Simon Andersen

Det er ikke bare unge pirater og hackere, der i dag samles over hele landet, blandt andet i Aalborg, for at demonstrere imod EU's såkaldte ACTA-aftale. Den har til formål at begrænse piratkopiering på internettet. Blandt talerne ved demonstrationen i Aalborg er Christian Villum, aktiv i det kreative miljø omkring Platform4 i Aalborg og manden bag undergrundspladeselskabet Uhrlaut Records. Han er indædt modstander af ACTA, selvom han som kunstformidler faktisk er en af dem, som en skærpet lovgivning skulle beskytte. - Man skyder gråspurve med kanoner og overtræder nogle af borgernes mest basale rettigheder ved blandt andet at give store pladeselskaber og andre medievirksomheder lov til at lege politi over for private borgere. ACTA svarer til at lave fartbump på alle landets veje, fordi nogen kører for stærkt, siger han. Han og hans ligesindede frygter, at myndigheder og kommercielle interesser er ved at lægge deres klamme hånd på internettet med, hvad det indebærer af censur og øvrig begrænsning af ytringsfriheden. Men nok så interessant har han erfaring for, at det rent faktisk gavner forretningen at forære sin kunst væk på internettet. Allerede længe før piratdebatten eksploderede, satsede Uhrlaut på en forretningsmodel, hvor alle kan downloade selskabets produkter gratis til privat brug. Og det har vist sig at være en god forretning. - Kopiering er ikke nødvendigvis negativt for den enkelte kunstner. Vi bruger nettet til at sprede budskabet. Jo flere, der får kendskab til vores musik, jo flere penge tjener vi, fordi en del ender med at købe musikken. Vi slipper for et stort markedsføringsbudget, og vi når længere ud i verden, end vi ville gøre uden internettet, siger Christian Villum, der blandt andet udgiver electronicamusikeren Tone, modtager af den nordjyske kulturpris i 2011. - Andre steder i verden forærer forfattere e-bøger væk og sælger alligevel masser af papirbøger. Man kan nu engang ikke basere en forretningsmodel på at begrænse teknologien. Hvor der er et forbrug, er der også et kommercielt misbrug. Det burde man i stedet bekæmpe ved at modernisere den nuværende lovgivning, lyder opfordringen fra Christian Villum.